Grønne flag vajede. Gamle portrætter blev løftet mod himlen. Og råb om hævn rungede i gaderne.

Da Saif al-Islam Gaddafi blev begravet fredag, var der tale om alt andet end en stille afsked.

Saif al-Islam Gaddafi blev skudt og dræbt af ukendte gerningsmænd i sit hjem sidste uge.
Saif al-Islam Gaddafi blev skudt og dræbt af ukendte gerningsmænd i sit hjem sidste uge. Ismail Zetouni/Reuters/Ritzau Scanpix

Det skriver france24.

Tusindvis af Gaddafi-loyalister mødte op i den libyske by Bani Walid for at tage afsked med sønnen af den tidligere diktator Muammar Gaddafi.

Det næsten 15 år efter, at diktatoren blev væltet og dræbt i et NATO-støttet oprør i 2011.

Saif al-Islam blev tidligere på ugen skudt og dræbt i sit hjem i Zintan. Hvem, der stod bag, vides endnu ikke.

Flere tusinder af mennesker var mødt op for at begrave diktatorsønnen.
Flere tusinder af mennesker var mødt op for at begrave diktatorsønnen. Foto: Stringer/EPA/Ritzau Scanpix

Begravelsen udviklede sig hurtigt til mere end sorg, da Gaddafi-loyalister marcherede gennem byen med Libyens gamle grønne flag og råbte, at »martyrernes blod ikke vil være spildt«.

Den nuværende premierminister, Abdelhamid Dbeibah, fordømte drabet og advarede om, at »attentater skaber aldrig stabilitet – de uddyber tværtimod splittelsen.«

Hans regering sørgede for massiv sikkerhed omkring ceremonien.

Saif al-Islam var under fars 40 års styre udset som arvtager.

En mand, der talte om reformer, men som under opstanden i 2011 truede oprørerne med »floder af blod«.

Senere blev han dømt til døden, benådet og gjorde comeback som præsidentkandidat i 2021. Et valg, der aldrig blev til noget.

Fredagens begravelse sendte ét klart signal: Gaddafi-navnet er langt fra dødt.