Thailand var det første land i Sydøstasien, der tillod cannabis til medicinsk brug i februar 2019.
Og i 2020 er der åbnet fuldtidsmarihuana-klinikker i landet.
Den første af slagsen åbnede i Bangkok den 6. januar, og den oplever et sandt bombardement af interesse fra patienter. Det skriver The Nation.
Bare ti dage efter åbningen har over 4.000 besøgt doktorerne, og 12.000 har bedt om en aftale inden marts måned.

Sundhedsminister Anutin Charnvirakul siger, at mange havde udvist interesse for behandlingen med marihuana, da han besøgte klinikken på åbningsdagen.
»Dette her er første skridt, for vi kan ikke uddanne nok læger, der er eksperter i cannabis,« siger han.
Patienterne vil få gratis behandling de første to uger, klinikken er åben. Den ligger i bydelen Nonthaburi i sundhedsministeriets lokaler.
Planen er på sigt at åbne 77 klinikker – en i hver provins.

Der er allerede omkring 25 marihuana-klinikker i Thailand, men de er tilknyttet de lokale hospitaler rundt omkring i landet.
Og vigtigst af alt, så har de kun åbent er par dage om ugen. De kan simpelthen ikke få specialiserede læger nok.
Den nye klinik i Bangkok er blevet besøgt af 4.639 patienter, som alle havde fået booket deres aftaler gennem en speciel ansøgning.
Sundhedsministeren tilføjer, at klinikken også har udleveret medicin, der indeholdt marihuana til de patienter, der havde brug for det.

Det inkluderer 8.084 flasker med hampeolie og næsten 2.000 traditionelle medikamenter.
Mange af disse patienter kom på klinikken for at søge hjælp mod søvnløshed, migræne, ledsmerter og rygsmerter.
Men det er ikke godt nyt det hele. Sidste år steg antallet af ulovlige hash-brugere med 130.000, siger Thailands narkotikabureau (ONCB).
Stigningen kommer, efter at landet har legaliseret brugen af narkotikummet til medicinsk brug.

Sekretæren for ONCB siger, at med legaliseringen af cannabis til medicinsk brug, er det blevet nemt at skaffe, og det er baggrunden for stigningen.