Turismen i Australien er hårdt ramt som følge af de voldsomme skovbrande flere steder i landet.

Den australske regering vil afsætte 76 millioner dollar - svarende til over 350 millioner danske kroner - til turistsektoren, så den kan komme på benene igen efter de ødelæggende skovbrande.

Den australske premierminister, Scott Morrison, siger søndag ifølge nyhedsbureauet dpa, at turismen i Australien står over for den største udfordring i historien.

Et ud af tretten job knytter sig til turisme og rejseliv. Morrison siger, at branchen er i en afgørende fase, og det gælder ikke blot turiststeder, der er direkte ramt af brandene.

Antallet af udenlandske turister er faldet med mellem 10 og 20 procent, siden brandene begyndte i september.

En australsk turistorganisation, Atec, anslår, at det økonomiske tab løber op i 4,5 milliarder australske dollar. Det svarer til 20 milliarder danske kroner.

Den økonomiske hjælp til turismen inkluderer penge til markedsføring nationalt og internationalt.

Tidligere denne uge sagde regeringen, at den ville bruge over 200 millioner danske kroner for at redde dyre- og plantelivet, der har været ramt af brandene.

Brandene i Australien har indtil videre kostet 29 mennesker livet og ødelagt over 2500 hjem. Et landareal større end det dobbelte af Danmark er blevet raseret.

Derudover estimerer biologer, at op mod en milliard dyr har måttet lade livet i brandene, skriver nyhedsbureauet dpa.

Australiens regering har lagt 50 millioner australske dollar, svarende til 231 millioner kroner, til side til genopbygning af landets natur og dyr, skriver dpa.

Australien havde i 2019 sit varmeste og tørreste år nogensinde.

/ritzau/