En gruppe turister er angiveligt blevet tilbageholdt, mens de med båd var på vej gennem Amazonas-junglen i Peru.

Det skriver lokale medier ifølge nyhedsbureauet AFP.

Turisterne, der blandt andet kommer fra USA, Spanien, Frankrig, Storbritannien og Schweiz, holdes tilbage af en gruppe af det oprindelige folk i junglen.

Årsagen er, at det oprindelige folk vil have hjælp fra regeringen til at håndtere en olielækage i området. Lækagen skete 16. september, hvor omkring 2.500 ton råolie blev spildt i Cuninico-floden i Amazonas.

»Vi vil gerne have regeringens opmærksomhed med denne handling. Der er udlændinge og peruanere. Omkring 70 personer,« siger Watson Trujillo.

Trujillo er leder af det lokale samfund ved Cuninico-floden. Han udtaler sig til den peruanske radiostation RPP, skriver AFP.

/ritzau/