To turister er tirsdag blevet stukket ned ved en af Grækenlands mest kendte seværdigheder.

Knivstikkeriet skete ved billetområdet til Akropolis i landets hovedstad Athen.

Her har en mand stukket to amerikanske tilrejsende med en kniv, skriver The Sun

Politiet modtog omkring klokken 08 en anmeldelse om, at en mand truede personer ved seværdighedens indgang.

Men inden politiet nåede frem var de to turister allerede blevet stukket. Ofrene, en mand og en kvinde, er blevet kørt til hospitalet, hvor de modtager behandling for deres skader.

Kvinden er ifølge mediet blevet ramt på benet, mens manden har fået mere alvorlige skader på sin arm.

Gerningsmanden er blevet anholdt af politiet.