Turist spiste fisk og døde: Chok ved Gardasøen
Både den 35-årige og hans far blev dårlige. Kun de to havde bestilt fisk.

Både den 35-årige og hans far blev dårlige. Kun de to havde bestilt fisk.

En idyllisk ferie ved Gardasøen i Norditalien fik en tragisk afslutning for en tysk familie.
Formentlig på grund af madforgiftning døde en 35-årig familiefar, der ellers var sund og rask, i løbet af meget kort tid.
Tragedien indtraf ifølge tyske Bild 26. april lige efter, efter at børnefamilien med to små børn havde spist på en restaurant i den maleriske middelalderby Lazise nær Verona.
Her blev både børnenes far og bedstefar dårlige på meget kort tid efter måltidet.
De to mænd var de eneste i familien, der havde spist fisk på restauranten. Og blot et par timer senere klagede familiefaderen og bedstefaderen over alvorligt ubehag, herunder kvalme og opkastning.
Der blev straks slået alarm til de lokale redningstjenester, men da ambulancefolkene nåede frem, var den 35-årige far allerede død.
Hans far overlevede, og den afdødes kone og parrets to børn på to et halvt år og nogle få måneder viste ingen symptomer.
Den italienske anklagemyndighed ønsker nu at få fastslået, om der var en direkte sammenhæng mellem den ellers fuldstændig raske mands dødsfald og hans sidste måltid.
På grund af en mistanke om madforgiftning fra muligvis fordærvet fisk blev liget af den tyske turist efterfølgende obduceret på et hospital i Verona.
Men analysen for toksiner og bakterier er angiveligt endnu ikke afsluttet.
Ifølge lokale medier er det uklart, hvad den døde familiefar havde spist. Hans far havde tilsyneladende bestilt en laksepizza på restauranten.
De italienske myndigheder har i første omgang indledt en drabsefterforskning af hændelsen, og den lokale anklagemyndighed i Mosbach, hvor den tyske familie hørte til, har bedt om at få adgang til efterforskningsmaterialet.
Ligeledes er liget af den 35-årige turist blevet overført til Tyskland med henblik på nye undersøgelser.