Turist omkommet for øjnene af sine forældre: Hoppede over bord fra færge og ville svømme i land
Forinden havde familien aftalt at mødes på en strandbar i den spanske turistby Salou.

Forinden havde familien aftalt at mødes på en strandbar i den spanske turistby Salou.

Under en tur med en turistfærge fredag aften aftalte et britisk brødrepar at mødes med deres forældre på en strandbar i den spanske badeby Salou.
Derefter traf brødrene en beslutning, der skulle få frygtelige konsekvenser.
Mens forældrene så på, sprang de to briter på henholdsvis 45 og 42 år i vandet fra færgen for at svømme ind til stranden i Salou, hvor strandbaren lå.
Det gjorde de fredag ved 18.40-tiden, få minutter før færgen, som sejler mellem turistbyerne Cambrils og Salou nær den catalanske by Tarragona, nåede frem til kajen i Salou, skriver det lokale medie Diari de Tarragona.
Den 42-årig brite svømmede ind til stranden som planlagt, men så langt nåede hans storebror desværre aldrig.
Han kom af endnu uvisse årsager i problemer i vandet og endte med at drukne.
Der blev slået alarm fra færgen, da passagerer kunne se, at den 45-årige brite var kommet i havsnød, og ambulancer hastede til stedet.
Manden blev reddet i land i livsløs tilstand fredag klokken 21.25, og hans liv stod ikke til at redde.
Ifølge Diari de Tarragona tyder det på, at brødreparret var berusede, da de hoppede i vandet, og skibets kaptajn skulle have afvist deres ønske om at drikke en øl ombord, idet de angiveligt allerede havde generet andre passagerer med deres opførsel.
Den britiske familie er blevet afhørt af politiet og modtager nu psykologhjælp.