Det skulle have været drømmeferien på Bali.

I stedet er ferien udviklet sig til et regulært mareridt for den australske turist Luca Loveday, skriver New York Post.

Den 29-årige kvinde fra Brisbane kæmper lige nu for sit liv efter en voldsom faldulykke på den indonesiske ferieø.

Ifølge mediet begyndte Luca Loveday pludselig at ryste under et restaurantbesøg, før hun kollapsede. Hun faldt først med hovedet ind i et bord og derefter direkte ned på det hårde betongulv.

Ulykken var så alvorlig, at hun nu er indlagt på intensivafdelingen med flere hjerneblødninger, kraniebrud og hævelser i hjernen. 

Skaderne er så omfattende, at lægerne foreløbig har forbudt hende at rejse hjem til Australien.

Efter ulykken skyndte hendes familie sig til Bali for at være ved hendes side.

Det er fortsat uklart, hvorfor den 29-årige kollapsede. Hendes søster mener dog, at der enten kan have været tale om et anfald eller en pludselig besvimelse – muligvis udløst af den høje luftfugtighed.

Som om situationen ikke var alvorlig nok, havde Luca Loveday heller ikke tegnet en rejseforsikring. Familien har derfor oprettet en såkaldt 'GoFundMe'-indsamling, hvor folk kan donere penge til de massive udgifter til behandling og indlæggelse.

»Støtten indtil videre har gjort en enorm forskel for vores familie,« lyder det fra familien til mediet.