Turist falder 300 meter og dør i Italien: Var i gang med at tage et billede
En 36-årig amerikansk kvinde var på vandretur med sin familie i Dolomitterne, da hun angiveligt mistede fodfæstet og faldt flere hundrede meter ned ad en bjergskråning.

En 36-årig amerikansk kvinde var på vandretur med sin familie i Dolomitterne, da hun angiveligt mistede fodfæstet og faldt flere hundrede meter ned ad en bjergskråning.

En ferietur i de italienske bjerge endte tragisk for en 36-årig amerikansk kvinde.
Michelle Alejandra Rubio Leiva mistede livet 17. oktober, da hun faldt ned ad en bjergskråning i Dolomitterne i Italien.
Det skriver flere italienske medier ifølge det britiske medie Metro.
Kvinden, der kom fra Florida i USA, var på ferie med sin familie og deltog i en vandretur i Val di Fassa, en bjergdal i den norditalienske region Trentino.
Undervejs forlod hun angiveligt den afmærkede vandrerute for at tage et billede.
Her mistede hun fodfæstet og styrtede ned ad skråningen.
Ifølge nogle medier faldt hun næsten 300 meter, mens andre anslår faldet til omkring 200 meter.
Kvindens søster overværede faldet og kontaktede alarmcentralen omkring klokken 12 lokal tid.
En redder nåede frem til området og videregav koordinaterne til en tekniker fra luftredningstjenesten.
Men da redningsfolkene og lægepersonalet nåede frem, var det for sent. Michelle Alejandra Rubio Leiva blev erklæret død på stedet.
Bjærgningen af hendes lig tog flere timer og blev afsluttet omkring klokken 14.30.
De familiemedlemmer, der var til stede under ulykken, blev fløjet til byen Canazei, mens redningsmandskabet hentede den omkomne.
Dolomitterne er kendt for deres dramatiske klippeformationer og storslåede udsigter. Området er samtidig blevet stadig mere populært blandt turister.
Men de naturskønne omgivelser kan også være farlige.
Ifølge den italienske alpine redningstjeneste kan vandreruterne være risikable på grund af stejle skråninger, løst grus og nedfaldende sten.