Turist død i Death Valley Nationalpark: Var strandet i over 40 grader
To franske turister rejste rundt i ørkenen – den ene er nu død.

To franske turister rejste rundt i ørkenen – den ene er nu død.

Mandag døde en fransk turist efter at han og rejsekammeraten strandede i Death Valley Nationalpark (en dal i Mojaveørkenen i det sydlige Californien, red.).
Franske Pierre Michel Formosa og hans ledsagers køretøj sad fast i mudder på en afsidesliggende vej i ørkenen, og da der ikke var andre i området, gik de sammen efter hjælp.
Det skriver New York Post, der oplyser, at der på dagen for hændelsen var 41 grader.
Undervejs var den 68-årige Formosa ikke i stand til at fortsætte, og hans ledsager måtte derfor vandre videre alene.
Til sidst mødte kammeraten en forbipasserende bilist, der hjalp ham med at anmelde hændelsen.
Efterfølgende iværksatte nationalparken en eftersøgning og lokaliserede Formosa, der blev erklæret død på stedet.
Mediet oplyser, at en retsmediciner vil fastslå dødsårsagen, der endnu er ukendt.
Death Valley, med kælenavnet 'Dødens Dal', er det varmeste sted i verden og holder rekorden for den højeste temperatur målt nogensinde på jorden – 56 grader målt tilbage i 1913.
Ifølge Nationalparktjenesten kan sommertemperaturerne i Death Valley være så høje som 54 grader og nattetemperaturer på op til 32 grader.