Tidlig lørdag morgen udspillede der sig en tragedie ombord på krydstogtskibet 'Disney Wonder'.

Det skete klokken 04.30 om morgenen og efterfølgende vendte skibet om.

Mens Disney Wonder befandt sig i Det Tasmanske Hav mellem New Zealand og Australiens sydøstkyst enten faldt eller sprang en ældre passager i vandet.

Det skriver New York Post.

Krydstogtskibet vendte om, og en eftersøgning blev indledt, da besætningen opdagede, at passageren var savnet.

Men efter en fem timer lang indsats var der stadig ingen spor af den 73-årige mand, som derfor formodes at være omkommet i Det Tasmanske Hav, der er et af de mest turbulente have i verden.

'Disney Wonder' var på vej fra Melbourne i Australien til Auckland i New Zealand, da ulykken skete.