Tucker Carlson er endnu engang draget til Moskva.
Denne gang skal den kontroversielle amerikanske tv-vært interviewe den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov.
Det skriver Carlson selv på sin profil på Instagram.
»Vi er tilbage i Moskva. Her er årsagen,« skriver han til en video, hvor han giver en uddybende forklaring.
Carlson fortæller blandt andet, at han vil fokusere på valget af Donald Trump og den betydning, den nye amerikanske præsident kan tænkes at få for krigen i Ukraine.
Han tilføjer også, at han endnu ikke har fået et interview med Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj.
Tilbage i februar lavede han et opsigtsvækkende interview med Ruslands præsident Vladimir Putin. Det var ifølge TV 2 første gang siden invasionen af Ukraine, at præsidenten gav et interview med en vestlig journalist.
Dengang talte de sammen i to timer, og interviewet blev publiceret på det sociale medie X.
