Et voldsomt jordskælv har ramt Japan.

Det har fået de japanske myndigheder til at udsende et tsunamivarsel for området, som siden er blever nedgraderet til, at man holder øje med potentielle tsunamier.

Umiddelbart er meldingen, at jordskælvet er blevet målt til 7,2 på richterskalaen. Og det kunne mærkes i hovedstaden Tokyo, hvor bygninger rystede.

Miyagi-regionen, hvor jordskævet fandt sted, ligger i det nordøstlige Japan.

Og det er ud for byen Onagawa, jordskælvet har fundet sted.

Meldingen i forhold til tsunami var, at man frygter en op til en meter høj flodbølge kan ramme kysten. Der er set en stigning i vandhøjden, men på nuværende tidspunkt ikke nok til at tale om en tsunami.

Det er ikke første gang, det østlige Japan er blevet ramt af et voldsomt jordskælv med en katastrofal tsunami til følge.

Tilbage i marts 2011 ramte et stort jordskælv Fukushima-regionen.

Her resulterede den efterfølgende tsunami i massive ødelæggelser i området, hvor atomkraftværket Fukushima Daiichi også blev beskadiget.

Skaderne dengang løb op i milliarder af kroner.

Jordskælvet i Miyagi-regionen, der ligger lige nord for Fukushima, er dermed nærmest på årsdagen for jordskælvet og tsunamien i Fukushima, der præcis fandt sted 11. marts 2011.

På grund af tsunamivarslet gik de japanske myndighederne i alarmberedskab.

B.T. følger sagen.