En usædvanlig sag om flere savnede soldater ser ud til at have fået sin afslutning.
I hvert fald melder det norske politi tidligt fredag morgen, at de sidste fem forsvundne soldater er blevet lokaliseret efter en større eftersøgning.
Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra Finnmark Politidistrikt.
»Baseret på de oplysninger, vi nu har, er der ingen grund til at tro, at de har brug for lægehjælp, og at det kun er et spørgsmål om at få dem tilbage til civilisationen,« oplyses det.
I alt blev ti soldater til at begynde med meldt savnet torsdag, efter de sammen med flere andre havde været på en militærøvelse, der havde stået på i omkring to uger, skriver NRK.
Øvelsen skulle ifølge det norske medie have været afsluttet klokken 07 torsdag morgen.

Men de ti soldater mødte ikke op på det aftalte sted eller tidspunkt.
En større eftersøgning af de savnede blev sat i gang, og klokken 19.42 torsdag aften kunne Finnmark Politidistrikt oplyse, at man havde fundet de første fem af soldaterne i god behold.
»Tre ankom til det aftalte mødested, mens to blev fundet i eftersøgningsområdet,« lød det.
Men de sidste fem var endnu væk.
Torsdag aften lød det i pressemeddelelse fra politiet, at man arbejdede ud fra to forskellige teorier.
»Den ene er, at soldaterne misforstod mødetidspunktet eller bruger længere tid end planlagt. Den andet er, at der kan være sket en eller anden form for skade, eller at nogen er faret vild,« lød det.
Til NRK fortalte politiets operationsleder i Finnmark, Jørgen Haukland Hansen, torsdag aften, at man »tager sagen alvorligt«:
»Vi har trykket på den store røde knap i betragtning af de ressourcer, vi har indsat,« forklarede han.
Klokken 00.55 natten til fredag lød det fra politiet, at man endnu ikke havde fundet de fem soldater, og at eftersøgningen blev »nedskaleret« hen over natten, så »mandskab og ressourcer kan hvile«.
»Der planlægges nye eftersøgninger til i morgen tidlig (fredag morgen, red.). Det norske forsvar vil opretholde observationsposter og patruljere langs vejakser i området hele natten,« blev det oplyst.
De savnede soldater, der alle er værnepligtige, er ifølge NRK en del af Jægerbataljonen ved Garnisonen i Sør-Varanger.
Politiet har ikke oplyst noget om, hvorfor de savnede soldater ikke ankom til det aftalte sted efter øvelsen.