Trumps vilde bombefly: Dyreste militærfly nogensinde


USA udførte natten til søndag et omfattende angreb på iranske atomanlæg, som præsident Donald Trump kaldte »en storslået militær succes«.
Angrebet fandt sted med såkaldte bunkerbuster-bomber, som kun ét helt særligt bombefly kan bære på mission: USAs milliarddyre og højt specialiserede B-2 Spirit, der er som taget direkte ud af en science fiction-film.
Fly, der i sin tid kostede 2,1 milliarder dollar per styk – eller 13,6 milliarder kroner – at bygge mellem 1989 og 2000, og som tidligere har været brugt i en række kendte missioner og Hollywood-film.
Til sammenligning kostede Storebæltsbroen 21,4 milliarder kroner at anlægge i 1988.

Det gør B-2-bombeflyet til det dyreste militærfly, der nogensinde er bygget. 19 af de 21 fly er stadig i brug.
Producenten Northrop Grumman kalder flyet et »teknisk vidunder«, der kan nå »et hvilket som helst sted i verden inden for få timer« med en subsonisk tophastighed omkring 1.010 kilometer i timen. Med en flyvehøjde på 15 kilometer foregår det desuden væsentligt højere end almindelige rutefly fra SAS og Ryanair.
General Dan Caine bekræftede søndag fra Pentagon, at syv B-2-bombefly med i alt 14 bunkerbuster-bomber deltog i 'Operation Midnight Hammer' på anlæggene Fordow og Natanz i Iran. Hvert fly har to piloter og kan bære to af de 13,5 tons tunge bunkerbuster-bomber.
USA havde forinden sendt flere bombefly til Andersen Air Force Base på stillehavsøen Guam, men det var en afledningsmanøvre, fortalte Dan Caine. I stedet indledte USA angrebet fra Whiteman Air Force Base i delstaten Missouri, 10.800 kilometer fra Irans hovedstad Teheran.

B-2 Spirit har en rækkevidde på 11.000 kilometer uden optankning i luften – men det kan selvfølgelig tankes i luften og få en rækkevidde på op til 19.000 kilometer. 'Operation Midnight Hammer' involverede i alt 125 fly herunder tankfly, rekognosceringsfly og jagerfly.
B-2-flyets såkaldte stealth-teknologi omfatter radarabsorberende materialer og vinkler, der nærmest usynliggør flyet på fjendtlige luftforsvarssystemer, hvor det ifølge Economic Times blot ligner en mindre fugl.
Imponerende, når flyet har et vingefang på 52,12 meter, en længde på 20,9 meter og en højde på 5,1 meter og i sig selv vejer 72,5 ton, når det er tømt for brændstof og last. Det forklarer dog, hvorfor Iran ikke så angrebet komme.
Operationen mod Iran natten til søndag var langt fra første gang, at B-2-bombeflyet var i aktion.

Første gang var i Jugoslavien-krigen, hvor flyet ifølge producenten Northrop Grumman fik »en legendarisk krigsdebut«. Selvom B-2 fløj mindre end én procent af de samlede missioner i Kosovo, tilintetgjorde de omkring en tredjedel af målene i krigens første otte uger.
Siden har det været brugt i Afghanistan, Irak og Libyen, ligesom USAs daværende præsident Barack Obama overvejede at bruge flyene i den mission, der eliminerede Osama bin Laden. Den plan blev droppet af frygt for civile tab.
Oprindeligt var USAs plan at bygge 132 fly, men efter Sovjetunionens fald indstillede man produktionen efter fly nummer 21.
Siden er to styks gået til. I 2008 forulykkede et på landingsbanen i Guam – det blev i øvrigt den dyreste flyulykke i historien med et estimeret tab på ni milliarder kroner. Begge piloter kom ud i tide. I 2022 udbrød der brand i et andet af flyene, som siden blev trukket tilbage fra tjeneste.
Det letgenkendelige fly er desuden lidt af en Hollywood-stjerne med roller i film som 'Independence Day', 'Armageddon', 'Iron Man 2', 'Cloverfield' og senest 'Captain Marvel'.
Du kan følge seneste nyt i konflikten mellem Iran, Israel og nu også USA, der natten til søndag angreb Iran, HER.