I tv-indslaget herover fortæller USA's handelsminister Wilbur Ross om den straftold, USA har pålagt blandt andre EU.
»Fuldstændig uacceptabelt« og »en skidt dag for verdenshandlen.«
EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker var benhård i sin kritik af USA, som netop har indført straftold på stål og aluminium fra hele EU. Og Juncker varslede med det samme, at EU vil svare igen og indføre told på en række amerikanske varer.
Skrækscenariet er, hvis det eskalerer til en fuldblods handelskrigPeter Nedergaard, professor i statskundskab ved KU
Det er en udvikling som vækker bekymring hos to danske eksperter i international handel.
»Skrækscenariet er, hvis det eskalerer til en fuldblods handelskrig, hvor USA og EU skiftes til at banke nye toldmure op overfor hinanden, så de ender med at omfatte mange forskellige varer. I så fald vil det svække økonomien, koste arbejdspladser og føre til stor usikkerhed på de finansielle markeder,« siger professor i statskundskab ved Københavns Universitet (KU), Peter Nedergaard, som blandt andet forsker i international handel.
Lektor i økonomi ved KU, Kim Martin Lind, er enig:
»Fra et økonomisk synspunkt er det bekymrende, for protektionisme (beskyttelse af indenlandske virksomheder gennem opbygning af toldmure for at mindske importen, red.) gør os alle fattigere, hvorimod frihandel gør os rigere. En intensivering af den nuværende handelskonflikt kan få alvorlige konsekvenser,« siger han.
USA's handelsminister Wilbur Ross fortalte torsdag på et pressemøde, at EU, Mexico og Canada pålægges en straftold på stål (25 procent) og aluminium (10 procent) fra 1. juni, fordi amerikanerne ikke har fået de ønskede handelsindrømmelser i løbet af den seneste måneds forhandlinger.
Protektionisme gør os alle fattigere, hvorimod frihandel gør os rigereKim Martin Lind, lektor i økonomi ved KU
Flere kommentatorer er forundret over, at Donald Trump gjorde alvor af sine trusler og har indledt en handelskrig mod USA's nærmeste allierede og frygter, at det kan få alliancefællesskabet mellem USA og EU til at vakle.
Men Peter Nedergaard og Kim Martin Lind anser det trods alt ikke for at være sandsynligt, at vi ender i en decideret handelskrig med USA.
»Godt nok kom Trump til magten med sin 'America First'-politik, men han og hans rådgivere ved godt, at en handelskrig med EU vil ramme USA hårdt og føre til øget arbejdsløshed og en svækkelse af økonomien. Det er de ikke interesserede i,« siger Peter Nedergaard.

Han understreger, at varer, der indeholder stål og aluminium bliver en anelse dyrere i USA, mens vi i Europa kommer til at betale lidt mere for de amerikanske varer, EU pålægger told som en reaktion på, at USA har indført straftold på de to metaller.
»I det store billede betyder det ikke noget,« siger Peter Nedergaard.
Ikke desto mindre er handelskrisen endnu et tegn på, at frihandel er under pres.
»Efter Berlinmurens fald har frihandel været dominerende på verdensplan, men det er ved at vende. Flere og flere lande ønsker at beskytte deres egne arbejdspladser ved at indføre toldmure, fordi de ikke kan konkurrere mod de billige importvarer,« siger Kim Martin Lind.
EU vil klage over USA's nye straftold til verdenshandelsorganisationen WTO.
