Donald Trumps tidligere personlig advokat, Alina Habba, trådte mandag tilbage som midlertidig statsanklager i New Jersey.

Afgangen kommer efter, at en føderal appeldomstol endeligt fastslog, at hendes udnævnelse var ulovlig.

Habba bekræfter selv sin exit på X, hvor hun gør klart, at hun går af for at 'beskytte stabiliteten i kontoret', selvom hun afviser, at skridtet er et nederlag.

'Forveksl ikke efterlevelse med overgivelse,' lyder det.

Samtidig meddeler USAs justitsminister Pam Bondi, at man vil forsøge at få sagen genåbnet, og at Habba kan vende tilbage, hvis dommen omstødes. 

Reuters kalder afgørelsen, for 'en irettesættelse' af Donald Trump.

Indtil da står anklagemyndigheden i New Jersey uden en fast leder.

Ulovligt. Men hvorfor?
Trump udnævnte Alina Habba til midlertidig chefanklager i marts, men hendes udnævnelse udløb efter 120 dage.

Da Det Hvide Hus forsøgte at forlænge hende i stillingen, nægtede New Jerseys to demokratiske senatorer at støtte hende. 

De pegede på flere politiske udtalelser fra Habba, som de mente var uforenelige med rollen som upartisk føderal anklager.

Trump forsøgte herefter at holde hende i posten gennem en alternativ procedure, men en domstol afgjorde i august, at man dermed omgår loven. 

Denne afgørelse blev 1. december bekræftet, og mandag endeligt stadfæstet af appeldomstolen i Philadelphia.