Aktierne styrtdykker, mens økonomer snakker om en mulig tilbagegang for den amerikanske økonomi. Og alt imens buldrer Donald Trumps toldkrig afsted.
Her får du analysechef i tænketanken CEPOS Otto Brøns-Petersens bud på, hvorfor Trump indfører voldsomme toldsatser, selvom alle økonomer advarer, at det vil ramme amerikanske forbrugere hårdest:
Onsdag aften dansk tid kiggede hele verden spændt på USAs præsident Donald Trump. For på det han selv kalder 'befrielsesdagen' præsenterede han toldsatser, der får konsekvenser for USAs og resten verdenens økonomi.
»Det virker som om, at han vil bilde amerikanerne ind, at toldsatserne kan få udlændingene til at betale for underskuddet i USAs statsfinanser,« siger Otto Brøns-Petersen til B.T.

Hvis man skal sætte sig i Donald Trumps sted, forklarer økonomen, at toldsatserne skal fungere som en skat, hvor Trump vil have, at andre lande skal betale regningen, så amerikanerne undgår at betale den.
»Måske håber Trump også på, at det sætter gang i forhandlinger for at sætte told ned på verdensplan, så USA kan betale mindre for de varer, de gerne vil købe.«
Det lyder som udgangspunkt ganske smart, at sende regningen videre, men det er dog ikke helt sådan de økonomiske spilleregler fungerer, uddyber analysechefen:
»Hvis det her bliver sat i værk, vil det betyde, at der vil komme alvorlige prisstigninger i USA.«
For det kommer også til at koste store summer for amerikanerne.
En amerikansk økonom spår til CNN, at toldsatserne kan koste en almindelig amerikansk husholdning op til 34.000 kroner om året, fordi alle importerede varer bliver dyrere.
Derfor har Otto Brøns-Petersen også svært ved, at finde de gode argumenter frem for Trumps strategi:
»Der kunne være den forklaring, at han rent faktisk tror på, at udlændinge kan betale regningen, det har han sagt vedholdende i hele sin karriere – at USA er blevet snydt af udlændinge,« siger han og fortsætter:
»Fordi tolden er så voldsom, kan det hurtigt gå ud over amerikanernes pengepung, og det vil den amerikanske forbruger lægge mærke til. Jeg tror, der venter ham en alvorlig øretæve fra vælgerne.
Alligevel siger han, at landene, der rammes af amerikansk told, skal være varsomme med at indføre en modsatrettet afgift. For det vil både gå ud over priserne i landet, men giver også Trump mulighed for at retfærdiggøre sin økonomiske plan.
»Det, jeg kan være bekymret for, er, hvis Europa og de øvrige lande begynder at svare igen, vil der blive hvirvlet støv op, og så kan han skyde skylden for de voksende priser på os.«
