Efter at hun havde færdiggjort jurastudiet, tilmeldte Katie Zacharia, der er USA's præsident Donald Trumps talskvinde, sig den eksamen, som i USA giver licens til at praktisere som advokat.

Det siger hun ifølge flere amerikanske medier torsdag i et interview med det konservative medie Real America's Voice.

Meldingen fra Zacharia kommer, efter at hun tidligere på ugen kom i søgelyset på grund af ubesvarede spørgsmål om hendes uddannelsesmæssige baggrund.

Den 41-årige talskvinde havde forinden flere gange omtalt sig selv som advokat, og også Trump omtalte hende ved denne titel, da han fredag udnævnte hende som pressesekretær i Det Hvide Hus.

Ingen amerikanske medier var dog i stand til at dokumentere, at Zacharia rent faktisk har licens til at praktisere som advokat.

I interviewet med Real America's Voice fortæller Trumps talskvinde, at hun havde tilmeldt sig den licensgivende eksamen, men at hun havde været "distraheret, overvældet og begejstret" over at være blevet gift.

- Vi sagde bare: "Lad os tage os tiden til at se, så går jeg op til eksamen og ser, hvordan det går".

- Resultatet var af forholdsvis begrænset betydning, fordi jeg vidste, at jeg ikke ville få brug for en advokatlicens i Kina, og vi (Zacharia og hendes mand, red.) rejste kort tid efter, siger hun.

Ifølge CNN dumpede hun prøven i delstaten Californien.

Fra 2011 til 2013 var hun juridisk medarbejder i afdelingen for international ret hos et større kinesisk advokatfirma.

Zacharia fortæller ifølge nyhedsbureauet AFP i interviewet, at hun ikke forsøgte at tage den licensgivende eksamen, efter at hun flyttede tilbage til USA, fordi hun lige havde fået sit første barn.

Hun forklarer videre, at hun rådførte sig med "mange mennesker i den juridiske verden", som forsikrede hende om, at hun godt kunne kalde sig advokat, men ikke praktiserende advokat.

- Sandheden er, at jeg var meget omhyggelig med, hvordan jeg greb det an, og jeg har aldrig givet indtryk af at være praktiserende advokat, siger hun.

RITZAU