I flere år har han været meldt helt ude.

Pludselig er Donald Trumps svigersøn tilbage. Og det er på den helt store scene.

Går man en tur ind på det store konservative amerikanske medie Daily Wire og søger på 'Jared Kushner', så sker der noget overraskende.

De første fem artikler er også de seneste.

De er skrevet i løbet af dette efterår og centrerer sig hovedsageligt om den fred, USA var en nøglepartner i at forhandle mellem Israel og Hamas.

Artikel nummer seks er af en noget ældre dato.

Den har faderen til Donald Trumps svigersøn Jared Kushner i fokus, da han blev nomineret til USAs ambassadør til Frankrig i ugerne efter, Trump atter blev valgt til amerikansk præsident sidste år.

Ned til artikel nummer syv er der så et stort spring.

Den er udgivet 19. juli 2023.

I den fortæller den daværende præsidentkandidat Donald Trump om den rolle, hans familie kommer til at indtage, skal han atter blive valgt som præsident.

Jared Kushner indtog en yderst central rolle som rådgiver for svigerfar Donald Trump under den første periode i Det Hvide Hus mellem 2017-2021. Her ses han sammen med Trump og Benjamin Netanyahu, Israels premierminister, i 2019.
Jared Kushner indtog en yderst central rolle som rådgiver for svigerfar Donald Trump under den første periode i Det Hvide Hus mellem 2017-2021. Her ses han sammen med Trump og Benjamin Netanyahu, Israels premierminister, i 2019. Carlos Barria/Reuters/Ritzau Scanpix

Og her kan man læse, at Trump ikke regnede med, at datteren Ivanka eller svigersønnen Jared Kushner skulle være aktive dele af hans kabinet.

Det samme billede havde været tydeligt i dagene, ugerne og månederne efter, Donald Trump havde tabt præsidentvalget i 2020 og så på, da stormløbet på den amerikanske Kongres fandt sted 6. januar 2021.

Efter at have spillet en stor rolle under Donald Trumps første tid i Det Hvide Hus forsvandt Ivanka Trump og Jared Kushner fuldstændigt fra det politiske billede.

I stedet for billeder til politiske begivenheder blev der slået op fra afslapning i varmen.

En af de officielle forklaringer på, at Jared Kushner og Ivanka Trump trak sig fra offentlighedens søgelys var, at deres børn ikke skulle være en del af den verden.
En af de officielle forklaringer på, at Jared Kushner og Ivanka Trump trak sig fra offentlighedens søgelys var, at deres børn ikke skulle være en del af den verden. Eric Thayer/Reuters/Ritzau Scanpix

Familien Trump/Kushner havde fået nok af det politiske ræs og ville i stedet fokusere på deres unge børn – uden for rampelyset.

Og sådan syntes det at skulle gå fremadrettet. 

Indtil tidligere på efteråret.

Til stor overraskelse for mange dukkede Jared Kushner pludselig op i forbindelse med de succesfulde forhandlinger om en våbenhvile mellem Israel og Hamas.

Jared Kushner er tilbage på den helt store scene efter flere års fravær.
Jared Kushner er tilbage på den helt store scene efter flere års fravær. Kevin Lamarque/AFP/Ritzau Scanpix

Og det var ikke en enlig svale.

For i forbindelse med de seneste forhandlinger mellem USA, Rusland og Ukraine har netop Jared Kushner indtaget en nøglerolle ved siden af Trumps særlige udsending Steve Witkoff.

Det syn havde været helt normalt under Trumps første tid i Det Hvide Hus. Her indtog Kushner rollen som særlig assistent til præsidenten og havde en nærmest omnipotent rolle.

Han havde fingrene i alt fra handelsaftaler over Covid-19-vacciner til reformer af det amerikanske kriminal- og retssystem – også fredsaftaler i Mellemøsten blev det til.

Tilbagekomsten af Jared Kushner ser ikke kun overraskende ud, den ser også ud til at være en succes.

Som nævnt var han ifølge Donald Trump selv en afgørende faktor i våbenhvilen i den to år lange konflikt mellem Israel og Hamas.

Og nu skal den succes gentages, når det kommer til Ukraine og Rusland.

Endnu ser den fred dog ud til at have lange udsigter.

Jared Kushner i baggrunden til venstre sammen med USAs udenrigsminister, Marco Rubio, og den særlige udsending Steve Witkoff i Florida for at møde en ukrainsk delegation 30. november.
Jared Kushner i baggrunden til venstre sammen med USAs udenrigsminister, Marco Rubio, og den særlige udsending Steve Witkoff i Florida for at møde en ukrainsk delegation 30. november. Eva Marie Uzcategui/Reuters/Ritzau Scanpix

Hverken Europa eller Ukraine har været begejstrede for den plan på 28 punkter, som blev præsenteret sidste måned.

Det virker heller ikke til, at Rusland for alvor ønsker at imødekomme nogle af de ukrainske krav til en mulig aftale.

I løbet af tirsdagen er Jared Kushner på vegne af sin svigerfar med Steve Witkoff i Rusland for at mødes med Vladimir Putin.

Donald Trump har udtalt, at han mener, der er gode chancer for en aftale.

Trumps udenrigsminister syntes dog ikke helt enig, da han udtalte, at der fortsat manglede en del.

Om Jared Kushners overraskende retur kan blive den afgørende faktor, der kan løse den lange krig, står ikke klart.

I så fald vil det være et af de mest spektakulære comebacks længe.