Kimberly Guilfoyle, der er kæreste til præsidents Donald Trumps ældste søn, er blevet testet positiv for coronavirus.

Det skriver flere medier, herunder The New York Times og CNN.

51-årige Kimberly Guilfoyle er straks blevet isoleret, efter at det blev opdaget, at hun var blevet smittet med virusset. Opdagelsen skete i forbindelse med en rutinetest, som alle omkring præsidenten skal gennemgå.

I en udtalelse fra præsidentens stab lyder det, at Kimberly Guilfoyle har det godt, og at hun vil blive testet igen for at sikre sig, at resultatet fra den første test var korrekt.

Foto: JIM WATSON
Vis mere

Derudover vil Kimberly Guilfoyle aflyse alle sine kommende planer, lyder det i udtalelsen ifølge The New York Times.

Præsidentens ældste søn, Donald Trump Jr, er ligeledes blevet testet. Men her viste testen sig at være negativ.

For en sikkerheds skyld har han ligesom kæresten isoleret sig og vil aflyse alle offentlige planer.

Kimberly Guilfoyle er den tredje person tæt på den amerikanske præsident, som er blevet testet positiv for coronavirus.

Nyhedsbureauet AFP skriver, at to personer fra præsidentens stab tidligere er blevet konstateret smittet med virusset.

USA er det land, som globalt har været hårdest ramt af coronavirusset målt på antallet af smittede og coronarelaterede dødsfald.

Indtil videre er knapt 2,8 millioner personer i USA blevet bekræftet smittet med virusset. Lige under 130.000 personer i landet er døde, mens de var smittet.

/ritzau/