Amerikansk politik kan være farligt.

Det har et par af de republikanske modkandidater til præsident Donald Trump måttet sande. Flere af dem har fået trusler og mindst en af dem trusler på livet.

I forbindelse med et vælgermøde i Des Moines, Iowa, hvor der mandag skal vælges statens favoritter til præsident hos begge partier, fortalte den republikanske præsidentkandidat Joe Walsh til B.T., at det har sin pris at stille op mod præsidenten.

»Det her er en uhyggeligt ting at lave. Mange er vrede over det, jeg har gjort, ved at udfordre ham. Vi får trusler hver eneste dag. Der er grimme mennesker, der siger grimme ting om os hver dag.«

»Det har været virkelig hårdt at stille op mod den fyr (Donald Trump, red.). Hver eneste dag får vi dødstrusler, nogen mere seriøse end andre,« forklarer Joe Walsh til B.T.

Joe Walsh er tidligere medlem af Repræsentanternes Hus for det republikanske parti.

Alligevel spås han ingen reel mulighed for at slå Donald Trump i kampen om at blive Republikanernes præsidentkandidat.

»Jeg håber at klare det så godt, at jeg overrasker Trump, og jeg begynder at bekymre hans kampagne i forhold til, hvor godt det går. Jeg håber, at det går op for dem efter i morgen (mandag, red.), at de har en seriøs modstander.«

Joe Walsh, republikansk præsidentkandidat. Han får dagligt dødstrusler for at stille op mod Donald Trump.
Joe Walsh, republikansk præsidentkandidat. Han får dagligt dødstrusler for at stille op mod Donald Trump. Jeppe Elkjær

Indtil videre føler Donald Trump sig ikke truet af Joe Walsh. Et bevis på det er, at præsidenten kun har været i Iowa en enkelt gang den seneste tid, mens Joe Walsh nærmest har boet i delstaten i en måned.

For Joe Walsh er succeskriteriet heller ikke at vinde over den siddende præsident. I stedet vil han gøre folk opmærksom på, hvem de har siddende i Det Hvide Hus.

»Han er et forfærdeligt menneske. Han er en løgner, han er ond, han er racistisk, han er ligeglad og han kender intet til amerikansk historie, og han er en ondsindet narcissist. Vi har et forfærdeligt menneske i Det Hvide Hus, og USA betaler prisen for det,« siger Joe Walsh.

Selvom demokraterne løber med langt de fleste overskrifter i USA, så er der faktisk et par republikanere, der stiller op mod Trump.

Joe Walsh til et vælgermøde søndag 2. februar i Des Moines, Iowa.
Joe Walsh til et vælgermøde søndag 2. februar i Des Moines, Iowa. Jeppe Elkjær

Joe Walsh er den ene. Den anden er den tidligere guvernør i Massachusetts Bill Weld.

Også han har fået trusler, fordi han stiller op mod præsident Trump.

Det fortæller han til B.T. ved et event søndag. Bill Weld ønsker dog ikke at uddybe, hvilke trusler han har modtaget.

»Jeg ønsker ikke at komme nærmere ind på det, men vi får trusler,« siger han til B.T.

Bill Weld, republikansk præsidentkandidat.
Bill Weld, republikansk præsidentkandidat. Jeppe Elkjær

Ingen af de to kandidater gør sig videre forhåbninger om at slå Donald Trump. Men mindre kan også gøre det.

»Det er vigtigt for landet at se, at der er republikanere, som er økonomisk konservative, som partiet plejede at stå for. Og folk, der tror på at beskytte miljøet, hvilket Trump ikke gør. Og der er folk, der vil åbne op mod verden. Trump siger, at han vil isolere USA mere. Det er alle de forkerte standpunkter,« siger Bill Weld.

Selvom Bill Weld og Joe Walsh er ude på kampagnesporet, ser det ikke ud til at betyde det store for hverken Trump eller det republikanske parti.

Således har partiet besluttet at aflyse primærvalgene om at blive partiets spidskandidat i flere stater. Så slaget kan være ovre, inden det overhovedet er begyndt.