Allerede nu er der meget, som peger i retning af, at overgangen fra Donald Trump til Joe Biden bliver alt andet end udramatisk.

Og hvis man skal tro Donald Trumps niece Mary Trump, kan vi forvente os nogle hektiske måneder.

Frem til 20. januar, hvor præsidentembedet overdrages til Joe Biden, sidder Donald Trump stadig i stolen som leder af verdens førende magt. Og ifølge Mary Trump vil hendes onkel frem til den dato ikke selv bidrage til, at overdragelsen bliver fredelig.

Tværtimod, skriver hun i et indlæg i The Guardian.

»Det eneste, han har tilbage nu, er at ødelægge ting, og det kommer han til at gøre i ekstrem grad,« skriver hun og tilføjer:

»Han får nedsmeltning efter nedsmeltning lige nu. Han har aldrig været i en situation som denne her før.«

Mary Trump frygter, at Donald Trump de kommende måneder vil delegitimere landets nye administration og give benådninger, som vil demoralisere befolkningen. Hun påpeger desuden, at Donald Trump frem til 20. januar er ansvarlig for landets strategi mod coronapandemien.

Trump: Ingen garantier

Noget kunne godt tyde på, at Mary Trump får ret. Donald Trump har nemlig tidligere gjort det klart, at han ikke vil give nogen garantier for, at der vil ske en fredelig overdragelse.

»Vi må se, hvad der sker,« har han tidligere udtalt på et pressemøde i Det Hvide Hus.

Hans partifælle og leder af det republikanske flertal i det amerikanske senat Mitch McConnell har dog understreget, at overdragelsen vil ske på en ordentlig måde.

I et tweet 24. september skrev han følgende:

'Vinderen af valget 3. november vil blive indsat 20. januar. Det vil være en ordentlig magtoverdragelse, præcis som det har været hvert fjerde år siden 1792.'