Trumps nevø beskylder præsidenten for at tale usandt: 'Jeg er nødt til at sige fra'
Donald Trumps nevø, Fred Trump, modsiger den amerikanske præsidents fortælling om, hvad der skete efter terrorangrebet mod World Trade Center i New York 11. september 2001.
Donald Trump var for få dage siden til stede ved et arrangement til ære for redningsfolk fra 9/11 på Det Hvide Hus' Ellipse. Foto: Andrew Harnik/AFP/Ritzau Scanpix
USAs præsident, Donald Trump, har i dagene op til 25-års-dagen for terrorangrebet 11 september 2001 fortalt om sin egen rolle i timerne og dagene efter angrebet.
Men ifølge Trumps egen nevø, Fred Trump, er flere påstande fra den amerikanske præsident direkte usande.
I et opslag på det sociale medie X går han direkte i rette med fortællingen om, at Trump hidkaldte et større hold arbejdere for at hjælpe efter angrebet.
»Hans påstand om, at han bragte et hold arbejdere med for at hjælpe på Ground Zero, støder mig så meget, at jeg er nødt til at sige fra,« skriver Fred Trump.
Ifølge nevøen var Donald Trump ikke i gang med at opføre den store skyskraber på Manhattan, som fortællingen ellers har lydt.
Han skriver, at de eneste mennesker, Donald Trump sendte til området, var sekretærer og regnskabsmedarbejdere fra Trump Tower.
»Jeg kendte mange af dem, og jeg er ret sikker på, at de ikke fysisk var i stand til at hjælpe.«
Tvivl om flere påstande
Donald Trump har fortalt, at to brandfolk bar ham væk fra den daværende U.S. Steel Building, fordi man frygtede, at bygningen var ved at styrte sammen.
Men også dén påstand kaldes for usand.
One World Trade Center set fra Staten Island forud for 25-års-dagen for terrorangrebet 11. september 2001. Foto: David Dee Delgado/Reuters/Ritzau Scanpix
I opslaget på X nævnes det, at en ingeniør – broren til en af nevøens forretningspartnere – blev tilkaldt for at inspicere den »meget stærke« bygning umiddelbart efter angrebet.
»Selvom folk oprindeligt var bekymrende, blev den til sidst frigivet til brug. Den knirkede ikke og var ikke lige ved at falde sammen,« skriver Fred Trump og fortsætter:
»Jeg håber, at dette bringer noget sandhed til historien.«
Ifølge det amerikanske nyhedsmedie TMZ findes der dokumentation for, at der efter angrebene var bekymring for den nærliggende bygning – der senere blev kendt som One Liberty Plaza – samt at bygninger i området blev evakueret.
Der er dog ikke fundet dokumentation for, at Trump selv blev båret væk af brandfolk.
Præsidentens nevø har tidligere kritiseret sin onkel offentligt og udgav i 2024 en erindringsbog om Trump-familien.