Det var i virkeligheden en ganske usædvanlig hændelse, der natten til onsdag fandt sted sig ved et primærvalg i Texas.

»Vi står i en situation, hvor både demokraterne og Donald Trump er glade, fordi de har fået det, de håbede på,« som B.T.s udlandsredaktør, Jeppe Elkjær, formulerer det.

Donald Trump fik det, som han ville have det – men har han købt katten i sækken?
Donald Trump fik det, som han ville have det – men har han købt katten i sækken? Foto: Aaron Schwartz/EPA/Ritzau Scanpix

Så hvad var det, der udspillede sig?

Jo, Ken Paxton vandt lidt af en jordskredssejr over partifællen John Cornyn i kampen om at repræsentere det republikanske parti om en plads i Senatet ved midtvejsvalget senere på året.

Det lignede længe et dødt løb mellem de to, men det ændrede sig, da USA-præsident Donald Trump for nylig officielt støttede førstnævnte. 

Og så var det egentlig afgjort.

»Det viser altså igen, hvordan Donald Trumps greb om det republikanske parti er helt enormt. Han ejer basen – og det er en kæmpe sejr for ham: Når han peger på nogen i partiet, så vinder de ikke bare, de vinder stort,« siger B.T.s Jeppe Elkjær:

»Men det kan jo så vise sig at blive en bittersød sejr for Donald Trump.«

Så er vi fremme ved årsagen til, at Ken Paxtons sejr også har vakt jubel hos Demokraterne. 

Endda i så høj grad at den demokratiske mindretalsleder i Senatet, Chuck Schumer, i nat faktisk udsendte en pressemeddelelse, hvori han jublede over resultatet:

John Cornyn har siddet i Senatet siden 2002, men ved årets udgang vil det være slut på grund af nattens resultat.,
John Cornyn har siddet i Senatet siden 2002, men ved årets udgang vil det være slut på grund af nattens resultat., Foto: Brandon Bell/AFP/Ritzau Scanpix

»Mens republikanerne nu står over for deres mareridtsscenarie, er demokraterne i aften et skridt tættere på at vinde et flertal i Senatet,« lød det.

Lige nu har Republikanerne flertal i Kongressens lovgivende forsamling, men Demokraterne kæmper desperat for at vende dét på hovedet ved midtvejsvalget i november for at stække Donald Trump.

Her kan ærkerepublikanske Texas pludselig få en uventet hovedrolle. 

Det demokratiske parti har her ikke formået at få valgt en senator siden 1993, i 33 år, men det ser ud til at kunne ændre sig. 

Kalkulen er enkel.

Partiets unge komet James Talarico vurderes til at have markant større sandsynlighed for at kunne slå Ken Paxton, der er hvirvlet ind i vedvarende beskyldninger om korruption, magtmisbrug og utroskab, end den garvede og dybt respekterede John Cornyn. 

Så derfor var glæden altså også stor hos Demokraterne over udfaldet.

»Paxton får meget svært ved at samle vælgerne hen over midten, og det har man trods alt brug for, selv i Texas,« som B.T.s udlandsredaktør siger:

Det demokratiske stjerneskud James Talarico har nu en regulær mulighed for at vinde et sensatssæde i Texas.
Det demokratiske stjerneskud James Talarico har nu en regulær mulighed for at vinde et sensatssæde i Texas. Foto: Joel Angel Juarez/Reuters/Ritzau Scanpix

»Så sejren til Paxton kan ende med at blive sådan én, der bider republikanerne i bagenden, fordi de kan miste et af de mest sikre kort i senatet.«

En demokratisk sejr i Texas kan omvendt skabe et kæmpe momentum for partiet i forsøget på at genrejse sig landspolitisk, lyder det videre.

»Det her er altså den enhjørning, man har jagtet i årevis. Et fabeldyr, demokraterne nok har drømt om og håbet på, men aldrig rigtigt for alvor har haft inden for rækkevidde,« siger B.T.s Jeppe Elkjær:

»Men nu er den dér lige pludselig. De kan skimte den i horisonten.«