Den særlige amerikanske Ukraine-udsending Keith Kellogg åbner nu op for, hvad der kunne være en Trump-vision for en afslutning af Ukraine-krigen.

Det sker i et interview med den britiske avis The Times.

Den 80-årige general forestiller sig ifølge interviewet en opdeling af Ukraine ved Dnipro-floden fra Sortehavet og op til byen Zaporizjzja, hvorfra der så skal være en demilitariseret zone omtrent dér, hvor frontlinjen går nu. 

I den tilbageværende ukrainske del skal der ifølge Kelloggs' vision mod vest udstationeres britiske og franske fredsbevarende styrker, mens der udelukkende er ukrainske styrker i den region, der grænser på til Ruslands erobrede og annekterede områder. Forslaget er inspireret af den opdeling, der blev lavet af Tyskland og Berlin efter Anden Verdenskrig.

Kellogg forestiller sig en opdeling af Ukraine ved Dnipro-floden fra Sortehavet og op til byen Zaporizjzja, hvorfra der så skal være en demilitariseret zone omtrent dér, hvor frontlinjen går nu.
Kellogg forestiller sig en opdeling af Ukraine ved Dnipro-floden fra Sortehavet og op til byen Zaporizjzja, hvorfra der så skal være en demilitariseret zone omtrent dér, hvor frontlinjen går nu. The Times

»Det kunne komme til at ligne det, der skete med Berlin efter Anden Verdenskrig, hvor man havde en russisk zone, en fransk zone, en britisk zone og en amerikansk zone,« siger Keith Kellogg til Times.

Visionen kommer, efter at USA de seneste to måneder har forsøgt at mægle sig til en fred i Ukraine.

Hvilket har vist sig sværere i praksis end den amerikanske præsident Donald Trumps ‘jeg kan skabe fred i Ukraine på 24-timer-påstand’ under den amerikanske valgkamp op til valget i november 2024.

Mens Ukraine i store træk har nærmet sig USA's krav til en våbenhvile, så har den russiske præsident Vladimir Putin tilsyneladende ingen planer om at give sig.

Samtidig fortsætter Rusland terroren af den ukrainske civilbefolkning med ballistiske missiler og droner.

Tidligere på ugen blev 19 mennesker - herunder ni børn - dræbt af et russisk missil i Kryvyi Rih. Og for at gøre ondt værre angreb russiske droner efter missilangrebet redningspersonalet.

Det har fået den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, til igen at appellere til, at der skal lægges yderligere pres på Rusland.

Ifølge The Times giver udmeldingen ‘det klareste indblik i Trumps vision for Ukraines fremtid fra dem, der er involveret i planlægningen af våbenhvilen’.

Den særlige udsending for Ukraine Keith Kellogg sammen med den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskyj. 
Den særlige udsending for Ukraine Keith Kellogg sammen med den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskyj.  Sergei Supinsky/AFP/Ritzau Scanpix

Det også første gang, at en højtstående amerikansk embedsmand offentligt siger, at Dnipro-floden kan markere en form for demarkationslinje - en ny og midlertidig grænse - i Ukraine efter en våbenhvile.

Den russiske udenrigsminister Sergei Lavrov har flere gang slået fast, at Rusland ikke vil acceptere tropper fra et Nato-land på ukrainsk jord. Også selvom der ikke er tale om en Nato-mission. 

Af samme grund ligger der i forslaget en demilitariseret zone, så britiske og franske soldater ikke umiddelbart kommer i direkte ildkamp med russiske soldater.