Trumps kortege er ankommet til Folkets Store Hal i Beijing
Donald Trump har fået en varm velkomst af Xi Jinping i Kinas hovedstad, Beijing, skriver Reuters.

Donald Trump har fået en varm velkomst af Xi Jinping i Kinas hovedstad, Beijing, skriver Reuters.

USA's præsident, Donald Trump, har fået en varm velkomst ved Folkets Store Hal i Kinas hovedstad, Beijing, hvor han skal holde samtaler med sit kinesiske modstykke.
Som startskud på det to dage lange topmøde blev Trump ifølge nyhedsbureauet Reuters budt velkommen af Kinas præsident, Xi Jinping, på en rød løber uden for Folkets Store Hal.
Statsoverhovederne gav hinanden hånd og smilede varmt til hinanden.
Et messingorkester spillede landenes respektive nationalsange, før Trump og Xi spadserede forbi rækker af militære æresgardister og børn, der viftede med blomster samt amerikanske og kinesiske flag.
Imens klappede Trump indimellem Xi på ryggen.
Trump landede onsdag i Beijing sammen med udenrigsminister Marco Rubio og forsvarsminister Pete Hegseth, skriver nyhedsbureauet AFP. Også en række topchefer fra nogle af USA's største virksomheder er med.
Det gælder blandt andre Nvidia-chef Jensen Huang, Apple-chef Tim Cook samt SpaceX- og Tesla-chef Elon Musk.
Også lederne fra BlackRock, Blackstone, Boeing, Cargill, Citigroup, GE Aerospace, Goldman Sachs, Micron Technology, Qualcomm og "mange andre" er med, har Trump sagt.
Magtforholdet er forskubbet siden Trumps seneste besøg i Beijing, der fandt sted i 2017 under hans første præsidentperiode, siger Ali Wyne, der er seniorrådgiver i nonprofitorganisationen International Crisis Group.
- Dengang forsøgte Kina at overbevise USA om sin voksende status. Denne gang er det USA, der uopfordret og af egen fri vilje anerkender denne status, siger Wyne til Reuters.
Trump går også ind til en eventuel samtale om handel mellem de to lande med en svækket hånd, skriver Reuters.
Amerikanske domstole har begrænset Trumps mulighed for at lægge told på varer fra Kina og andre lande.
Krigen med Iran har desuden øget inflationen på hjemmefronten og optrappet risikoen for, at Trumps republikanske parti mister kontrollen over det ene eller begge lovgivende kamre ved midtvejsvalget i november.
Både Xi og Trump er dog interesserede i at bevare den handelsaftale, som de to indgik i Sydkorea i oktober, skriver Reuters.
Torsdag aften lokal tid afholdes en statsbanket, som både Xi og Trump skal deltage i. Fredag skal de drikke te og spise frokost sammen, før Trump rejser hjem igen.
Xi har et besøg i USA planlagt senere på året. Det vil være hans første, siden Trump igen blev præsident i januar 2025.
/ritzau/