Susie Wiles er som Donald Trumps stabschef næsten altid at se ved præsidentens side.
Hun er hans højre hånd, en af de personer med mest indsigt i Det Hvide Hus, og så har hun netop givet et opsigtsvækkende interview, der kaster lys over hidtil ubeskrevne detaljer om nogle af topfigurerne i Donald Trumps regering.
Og præsidenten selv bliver heller ikke forbigået.
Ifølge Susie Wiles, der betragtes som en af hans nærmeste samarbejdspartnere, har præsidenten »en alkoholikers personlighed«.
Hendes udtalelser er udgivet i Vanity Fair, hvor hun i løbet af seneste år er blevet interviewet 11 gange af journalisten Chris Whipple.
Under disse samtaler gav Susie Wiles skarpe vurderinger af præsidenten og hans hold.

Blandt andet lyder det fra stabschefen, at vicepræsidenten J.D. Vance har »været konspirationsteoretiker i et årti.«
Yderligere siger hun, at JD Vances omvendelse fra Trump-kritiker til allieret ikke var baseret på principper, men var »en slags politik«.
Andre topfigurer får også en opsigtsvækkende medfart.
Eksempelvis giver hun sin mening om Tesla-milliardæren, Elon Musk, til kende, som tidligere besad en central rolle i Trump-administrationen.

Af Susie Wiles beskrives Elon Musk som »en erklæret ketaminbruger« og »en mærkelig, mærkelig person«, hvis handlinger ikke altid var »rationelle« og som efterlod hende »forfærdet«.
Som Donald Trumps højrehånd, har hun siden præsidentens indsættelse haft indsigt i nogle af årets mest spegede sager.
Trump har gennem søgsmål også vist, at det ikke er konsekvensfrit at modsætte sig præsidenten.
I den forbindelse fortæller stabschefen, at hun efter tre måneder i Det Hvide Hus indgik en »løs aftale« med Trump om at stoppe med at fokusere på at »hævne« sig på sine politiske fjender.

Et forsøg, der ikke lykkedes, mens hun insisterede på, at Trump ikke konstant tænker på hævn, sagde hun, at »når der er en mulighed, vil han gribe den«.
De 11 interview udkommer i to dele. Den første udkom tirsdag, hvor Susie Wiles efter udgivelsen langer ud efter mediets fremstilling af hendes udtalelser:
'Den artikel, der blev offentliggjort tidligt i morges, er en uærlig artikel, der angriber mig og den bedste præsident, det bedste personale i Det Hvide Hus og det bedste kabinet i historien,' skriver Susie Wiles på X.
Hun mener, at der i flere sammenhænge undladt den nødvendige kontekst til at forstå hende udtalelser, for at 'tegne et overvældende kaotisk og negativt billede af præsidenten og vores team,' lyder det videre.

