»Vi har ikke brug for hans ben. Vi har brug for hans hjerne.«

Med alle de dekreter og lovforslag, som den nytiltrådte amerikanske præsident, Donald Trump, på blot en uge har stået bag, er der nok at se til for de amerikanske politikere. Og i midten for meget af det finder man en mand på 91 år.

Hans navn er Chuck Grassley.

Han er den ældst siddende amerikanske senator. 

Den længst siddende republikaner i Kongressens historie. 

Og »kernen« i Donald Trumps dagsorden løber ifølge Politico gennem ham, da Chuck Grassley er formand for Senatets retsudvalg.

Dermed er han inde over alt lige fra Trumps ønskede omlægning af immigrationssystemet til optrævling af den såkaldte »dybe stat« til indførelse af konservativ dominans af de føderale domstole, lyder det.

Men hans alder har ifølge mediet fået nogle republikanere til i det private at stille spørgsmålstegn ved, om han er for gammel til jobbet.

Chuck Grassley er senator fra Iowa.
Chuck Grassley er senator fra Iowa. Will Oliver/EPA/Ritzau Scanpix

Et job, der beskrives som centralt for gennemførelsen af Trumps dagsorden.

Selv mener Chuck Grassley – der kom til verden den 17. september i 1933 på en gård i Butler County i delstaten Iowa – ikke, at hans alder er en hindring.

Det fortæller han i et interview med Politico, efter han i sidste uge ledte en næsten seks timer lang høring om Donald Trumps valg af justitsminister, Pam Bondi.

Uden problemer.

Chuck Grassley er den ældst siddende amerikanske senator.
Chuck Grassley er den ældst siddende amerikanske senator. Drew Angerer/AFP/Ritzau Scanpix

»Besvarer det ikke dit spørgsmål?,« lyder det kækt fra Chuck Grassley.

Den seneste tid har der været stor fokus på de amerikanske politikeres alder. Ikke mindst i kølvandet på Donald Trumps vedvarende angreb på den nu forhenværende præsident, Joe Biden, som har rundet de 82 år.

Hvilket dermed gør ham knapt fire år ældre end Trump - men ni år yngre end Grassley, som for anden gang i sin karriere her i januar er blevet taget i ed som senatspræsident pro tempore.

Et embede, der betragtes som en af ​​de højeste æresbevisninger i Senatet.

Her ses Donald Trump bag Chuck Grassley ved et vælgerarrangment i 2021.
Her ses Donald Trump bag Chuck Grassley ved et vælgerarrangment i 2021. Scott Olson/AFP/Ritzau Scanpix

Rollen placerer samtidig Chuck Grassley på tredjepladsen til at overtage præsidentembedet, hvis der skulle ske noget med Trump - efter USAs vicepræsident og formanden for Repræsentanternes Hus.

Mens nogle republikanske kilder, som Politico har talt med, udtrykker bekymring for hans helbred – særligt når Trumps indenrigspolitiske dagsorden står på spil – bakker andre dog fuldt op om ham.

En af dem er den republikanske senator John Kennedy, som har udtalt, at Grassley »pisser ekspertise og erfaring«:

»Når verden slutter, og helvede fryser til, vil der være tre ting tilbage: Chuck Grassley, Mitch McConnell (nu forhenværende republikansk flertalsleder i Senatet, red.) og kakerlakker,« sagde han ifølge NBC News i 2023.

Nogle republikanere stiller i det skjulte spørgsmålstegn ved, om Senatets retsformand, Chuck Grassley, er for gammel til et job, der er centralt for udførelsen af ​​præsident Donald Trumps dagsorden.
Nogle republikanere stiller i det skjulte spørgsmålstegn ved, om Senatets retsformand, Chuck Grassley, er for gammel til et job, der er centralt for udførelsen af ​​præsident Donald Trumps dagsorden. Roberto Schmidt/AFP/Ritzau Scanpix

Til Politico fortæller Mike Davis. som tidligere har arbejdet som chefadvokat for Grassley, at politikeren er den samme mand, som han var for årtier siden.

Chuck Grassleys eneste last, forklarer Davis, »er is«.

Også lobbyisten Bryan Lanza, som har arbejdet for Donald Trump i forbindelse med hans valgkampagner i 2016 og 2024, fortæller til Politico, at ingen i præsidentens omgangskreds har grund til at tro, at Grassley ikke kan udføre sit job.

»Løber han et maraton? Nej,« siger han og tilføjer:

»Vi har ikke brug for hans ben. Vi har brug for hans hjerne.«