Beskrivelserne er, hvis de passer, uhyggelige: Et vindue blev smadret, en far og hans lille barn blev pågrebet, sat i en bil uden barnesæde og senere fløjet tværs gennem landet.

Mens vreden mod præsident Donald Trumps immigrations-betjente breder sig over USA, trækker endnu en opsigtsvækkende historie nu overskrifter.

Betjente fra den hårdhændede immigrations- og toldmyndighed (ICE), som jager og deportere illegale indvandrere, har torsdag anholdt en mand med hans kun toårige datter.

Det viser retsdokumenter ifølge The Guardian, ligesom sagen er omtalt i flere amerikanske medier og af et byrådsmedlem i Minneapolis, hvor hændelsen skal have fundet sted.

»Uhyrligheden er helt ufattelig,« siger en advokat til familien, Irina Vaynerman, ifølge The Guardian.

»Det er umuligt at beskrive, hvor afskyeligt det hele er.«

Ifølge en advokat til familien gik ICE-betjente ind i familiens indkørsel uden en retskendelse, da faren kom hjem med sin lille datter i bilen. En betjent skal her have smadret et vindue i farens bil, mens den toårige pige sad derinde.

Efterfølgende skal betjenten have nægtet faren lov til at aflevere barnet hos moren, som stod inde i huset. I stedet blev både far og barn sat ind i en bil - angiveligt uden noget barnesæde - og senere på et fly til Texas.

Alt dette er forklaringen, som den er fortalt fra familiens side. Myndighederne har en anden udlægning.

Det lille barn kom med på flyet, selvom en dommer på daværende tidspunkt havde beordret hendes løsladelse. Fredag er hun endelig løsladt, oplyser advokaten Vaynerman ifølge Star Tribune.

USAs sikkerhedsministerium (DHS) har kommenteret på sagen og udtalt, at faren, Elvis Echeverria, er illegal indvandrer fra Ecuador.  

Echeverrias advokater siger imidlertid ifølge The Guardian, at manden har en verserende asylsag, men at der ikke ligger en endelig udvisningskendelse.

DHS hævder videre, at faren kørte uansvarligt i sin bil med datteren. Desuden hævder ministeriet, at betjentene under anholdelsen forsøgte at give datteren til moren, men at moren ikke ville tage imod hende. 

Det passer ikke, siger familiens advokat omvendt.

ICE-betjentene er på det seneste kommet under massiv kritik i USA, hvor tusindvis af borgere fredag demonstrerede på tværs af landet mod deres hårdhændede indsats for at udvise immigranter.

Vreden har især taget til, efter en ICE-betjent den 7. januar skød og dræbte en kvinde, som sad i sin bil.