Det var den amerikanske præsident, Donald Trumps, barndomshjem.

Nu er det blevet solgt i en millionhandel.

Huset, der ligger i udkanten af Queens i delstaten New York, er blevet solgt for lige knap to millioner dollar, skriver det politiske medie The Hill.

Prisen lød helt konkret på 1,93 millioner dollar, hvilket svarer til 12,4 millioner danske kroner.

Oprindeligt blev huset tilbage i 1940 opført af ejendomsudvikleren og forretningsmanden Fred Trump, der er far til Donald Trump.

Den nuværende præsident boede ifølge The Hill i huset, indtil han var fire år.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, boede i huset, indtil han var fire år. Foto: Brendan Smialowski/AFP/Ritzau Scanpix

Siden har det haft flere forskellige ejere, før det i en årrække stod tomt og forfaldent.

For et år siden blev det dog købt af Tommy Lin for 835.000 dollar, hvorefter han udførte en omfattende renovering af det knap 200 kvadratmeter store hus.

Det vides ikke, hvem den nye køber af huset er.