USA's præsident, Donald Trump, har bedt om at få udskudt et topmøde med Kinas præsident, Xi Jinping, med en måned.
Mødet mellem de to ledere er planlagt til at foregå i Kina i slutningen af marts eller begyndelsen af april.
Donald Trump ønsker ikke at forlade USA, mens det amerikanske militær udfører operationer i Iran.
- Jeg ønsker at være her. Jeg er nødt til at være her, føler jeg.
- Jeg tænker, at det er vigtigt, at jeg er her. Så det kan være, at vi udskyder det en smule, siger Trump ifølge nyhedsbureauet AP.
Sammen med Israel indledte det amerikanske militær den 28. februar den første bølge af angreb på Iran.
Donald Trump sagde dengang, at han forventede, at det ville tage fire-fem uger, før operationen var overstået. Senere har Trump sagt, at USA var foran tidsplanen.
For godt en uge siden sagde Trump til mediet CBS News, at "krigen var rimelig fuldført", efter at amerikansk og israelsk militær ifølge præsidenten havde udslettet Irans flåde og luftvåben.
Alligevel er det lykkedes for styret i Iran at skabe store udfordringer for skibstrafikken på den vigtige handelsrute Hormuzstrædet, hvor 20 procent af verdens olieforbrug passerer igennem.
Det har fået oliepriserne til at stige til det højeste niveau i flere år.
Trump opfordrede i weekenden flere lande til at hjælpe med at eskortere tankskibe gennem Hormuzstrædet.
Her henviste Trump til, at Europa og Kina - modsat USA - er stærkt afhængige af olieeksport fra Golfen.
Kina har endnu ikke svaret på opfordringen, mens EU og flere europæiske lande mandag har afvist at hjælpe. Fra dansk side har meldingen fra udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) dog været positiv.
Xi Jinping og Donald Trump mødtes senest i oktober til et topmøde, der foregik i Sydkorea.
Dengang gik Trump med til at sænke tolden på kinesiske varer. Kort efter valgte Kina at suspendere en toldstigning på amerikanske varer i et år.
/ritzau/
