USA's præsident, Donald Trump, vil have opsat advarselsskilte uden for det nationalhistoriske museum i forbundshovedstaden, Washington D.C.

Fredag har Trump underskrevet et dekret, der pålægger føderale embedsmænd at opsætte midlertidige skilte på offentlige gangarealer uden for Smithsonian National Museum of American History.

Skiltene skal gøre besøgende opmærksomme på, at museets udstillinger bør renoveres, så de afspejler korrekte oplysninger om USA's historie, står der i dekretet.

Smithsonian National Museum of American History har ikke kommenteret skiltningen.

Dekretet kommer, efter at museets direktør, historikeren Anthea Hartig, tirsdag deltog i en høring om Smithsonian-museernes fremstilling af amerikansk historie og kultur over for et udvalg i Repræsentanternes Hus.

Smithsonian er en samling af 21 museer i USA's forbundshovedstad. Det nationalhistoriske museum er et af de mange museer.

Efter høringen blev Anthea Hartig mødt med skarp kritik fra republikanske lovgivere.

Det republikanske kongresmedlem Tim Burchett mente, at Smithsonian-museerne er blevet inficeret af det, som han omtaler som en woke-ideologi, der har til formål at sætte fokus på amerikansk undertrykkelse.

I fredagens dekret henviser Donald Trump til en rapport, der er kritisk over for Smithsonian-museerne, fra Det Hvide Hus.

Den 162 sider lange rapport fra marts kritiserer Smithsonian-museerne for at fremstille hvide, kristne mænd som undertrykkere.

Trump-administrationen har gennem længere tid ført en ideologisk kamp mod kulturelle institutioner i USA.

I sidste uge fik Trump-administrationen opsat nye informationstavler om slaveri ved den tidligere præsident George Washingtons hjem i byen Philadelphia i delstaten Pennsylvania.

RITZAU/AFP