USA's præsident, Donald Trump, forventer at deltage i et møde med Kinas præsident, Xi Jinping, og Ruslands præsident, Vladimir Putin, i den kinesiske by Shenzhen i næste uge.

På mødet vil de tre ledere blandt andet diskutere en afslutning på krigen i Iran og nedrustning af atomvåben.

Det siger Donald Trump ifølge nyhedsbureauerne Reuters og AFP søndag.

Mødet mellem præsidenterne vil foregå som en del af et topmøde i Apec. Apec står for Asia-Pacific Economic Cooperation og er en økonomisk og politisk samarbejdsorganisation.

- Et af møderne bliver med præsident Putin og præsident Xi, tror jeg, og det bliver interessant.

- Vi har en dialog om mange ting, herunder atomnedrustning, men også en lang række andre emner. Vi forsøger også at få afsluttet krigen i Iran, siger Donald Trump.

Apec-topmødet bliver efter planen afholdt i Shenzhen den 18. og 19. november.

Donald Trump sagde i midten af oktober, at han var åben for at mødes med Xi Jinping og Vladimir Putin.

Det skete, efter at det russiske præsidentkontor tidligere samme dag havde meldt ud, at et møde mellem de tre ledere kunne finde sted under Apec-topmødet i Shenzhen.

RITZAU