USA's præsident, Donald Trump, vil onsdag aften lokal tid i en tale til den amerikanske nation komme med en vigtig melding om Iran.

Det skriver Karoline Leavitt, som er talsperson for Det Hvide Hus, i et opslag på det sociale medie X.

- Se med: I morgen aften klokken 21 vil præsident Trump holde en tale til nationen for at give en vigtig opdatering om Iran, skriver Karoline Leavitt i opslaget.

Talen vil foregå klokken 03 natten til torsdag dansk tid.

Det fremgår ikke yderligere detaljer om, hvad Donald Trumps tale vil handle om.

USA og Israel indledte den første bølge af militære angreb i Iran den 28. februar.

Ifølge Trump skete det for at hindre Iran i at få atomvåben og missiler, der kunne nå USA.

Irans tidligere øverste leder ayatollah Ali Khamenei var blandt de første, der blev slået ihjel.

Siden har sønnen Mojtaba Khamenei overtaget posten som øverste leder i landet, der er et præstestyre.

Iran svarede igen med at angribe en række mål på tværs af Mellemøsten med missiler og droner, og krigen har udviklet sig til en regional konflikt.

Tirsdag sagde Trump, at USA kan afslutte krigen i Iran inden for to til tre uger.

Ordene faldt, da Trump ifølge nyhedsbureauet AFP blev spurgt ind til konsekvenserne af stigende brændstofpriser som følge af krigen.

- Alt, jeg skal gøre, er at forlade Iran. Og det vil vi gøre meget snart, og så vil de falde kraftigt.

- Men vi gør arbejdet færdigt, og jeg vil tro, at de amerikanske styrker inden for to uger - måske et par dage mere - vil rejse væk, sagde Donald Trump ifølge AFP.

Præsidenten tilføjede ifølge nyhedsbureauet Reuters, at der allerede inden den nævnte tidshorisont muligvis kan blive indgået en aftale med Iran.

/ritzau/