USA's præsident, Donald Trump, har på et valgmøde i delstaten Nebraska forud for midtvejsvalget i november underskrevet et dekret, der skal sikre amerikanerne adgang til afgiftsfri rødfarvet diesel.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Rødfarvet diesel er normalt forbeholdt landbrugsmaskiner, der ikke benyttes på offentlige veje.

Trump erkender på scenen i Nebraska, at han aldrig tidligere har hørt om rødfarvet diesel.

- Jeg ved ikke, hvad pokker det er, men hvad end det er, så skulle det være meget godt, siger Donald Trump.

Dekretet giver ifølge præsidenten alle amerikanere mulighed for at købe rødfarvet diesel til ethvert formål.

Dermed ophæves et krav om, at brændstoffet kun må benyttes uden for offentlige veje, lyder det.

Rødfarvet diesel er i praksis det samme som almindelig diesel, men modsat almindelig diesel er det fritaget for de brændstofafgifter, som pålægges for kørsel på offentlige veje.

Det Hvide Hus har efterfølgende offentliggjort dekretet, som adskiller sig fra Trumps beskrivelse fra scenen.

Her fremgår det, at dekretet pålægger USA's finansminister, Scott Bessent, i samråd med forsvarsminister Pete Hegseth at udskyde betalinger af afgiften på rødfarvet diesel til udgangen af året.

Der står videre, at muligheder for at annullere afgiften skal undersøges nærmere.

Donald Trump har underskrevet dekretet på et tidspunkt, hvor stigende brændstofpriser har øget amerikanernes leveomkostninger.

En gallon diesel kostede i sidste uge i gennemsnit 6,39 dollar. Det svarer til 42,63 kroner. En gallon er cirka 3,7 liter.

For et år siden var prisen for en gallon diesel i gennemsnit på 3,7 dollar svarende til 24,68 kroner.

Prisen er især steget, efter at USA i slutningen af februar indledte militære angreb i Iran. Krigen har påvirket skibstrafikken i Hormuzstrædet, der blandt andet benyttes til udsejling af olie.

Stigende priser og amerikanernes generelle leveomkostninger er en af de største udfordringer for Trump og Republikanerne forud for midtvejsvalget den 3. november.

Donald Trump indledte i sidste uge en 32 dage lang valgkamp, hvor han rejser rundt til flere af USA's delstater.

Formålet med valgkampen er at styrke de republikanske kandidaters chancer, når alle medlemmer af Repræsentanternes Hus og en tredjedel af medlemmerne af Senatet skal vælges.

Republikanerne kæmper for at bevare et snævert flertal i Kongressens to kamre.

Præsidenten er ikke selv på valg, men han ønsker at være partiets ansigt udadtil i valgkampen.

RITZAU/AFP