Donald Trump kender ikke de præcise anklager, men vil erklære sig ikke-skyldig, fortæller hans advokat.

Ikke overraskende vil tidligere præsident Donald Trump erklære sig ikke-skyldig, når han på tirsdag skal stilles for en dommer i New York City i en sag om såkaldte tys-tys-penge.

Det bekræfter hans advokat Susan Necheles over for New York Daily News, skriver nyhedsbureauet dpa.

- Han vil nægte sig skyldig, siger hun fredag.

Trump, der som den første tidligere amerikanske præsident nogensinde blev tiltalt i en straffesag torsdag, skal møde op foran dommer Juan Merchan på tirsdag klokken 14.15 lokal tid - klokken 20.15 dansk tid.

Hverken Trump selv eller offentligheden kender de præcise anklager mod ekspræsidenten, men uanset vil han altså erklære sig ikke-skyldig, oplyser hans advokat.

Trump planlægger angiveligt at flyve fra sit Mar-a-Lago-hjem i Florida til New York mandag og tilbringe natten i Trump Tower, før han skal møde i retten.

Det fortæller en kilde med kendskab til planerne ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Forventningen er, at han kan tage hjem efter retsmødet, og ifølge kilden planlægger Trump da også at flyve tilbage til Florida med det samme.

Flere medier, heriblandt CNN, skriver, at Trump står over for flere end 30 anklager om forretningssvindel.

Ifølge amerikanske medier handler sagen om bogføring af et beløb på 130.000 dollar - knap 900.000 kroner - som pornoskuespilleren Stormy Daniels hævder at have fået få dage før præsidentvalget i 2016.

Pengene fik hun af Trumps daværende advokat, Michael Cohen, for at tie om en affære, hun påstår at have haft med Donald Trump i 2006 og 2007. Cohen har erkendt, at han betalte Stormy Daniels pengene.

Cohen fik efterfølgende pengene refunderet af Trump-organisationen.

Betalingen i sig selv er ifølge BBC lovlig, men den er angiveligt blevet bogført som en forretningsudgift i form af advokatsalær. Anklagerne mener ifølge BBC, at det svarer til, at Trump har forfalsket forretningsdokumenter, hvilket er ulovligt i New York.

Ekspræsidenten har i en udtalelse fordømt tiltalen.

- Dette er politisk forfølgelse og valgindblanding på allerhøjeste niveau i historien, skrev han torsdag.

- Demokraterne har løjet, snydt og stjålet i deres besættelse af at forsøge at "få Trump ned med nakken", men nu har de gjort det utænkelige: Tiltalt en total uskyldig person i en handling, som er åbenlys valgindblanding.

/ritzau/