Suveræniteten over Falklandsøerne ligger hos Storbritannien.

Det siger en talsperson for den britiske premierminister, Keir Starmer, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

»Vi kan ikke være mere tydelige om Storbritanniens standpunkt i spørgsmålet om Falklandsøerne. Det har været sådan længe. Det har ikke ændret sig.«

»Suveræniteten ligger hos Storbritannien, og øernes ret til selvbestemmelse er altafgørende. Det har hele tiden været vores standpunkt og vil fortsat være det,« siger talspersonen.

Udmeldingen kommer, efter at det i en lækket intern mail fra USA's forsvarsministerium er blevet foreslået, at USA genovervejer sit standpunkt i forhold til Falklandsøernes status.

Formålet skulle være at straffe Storbritannien på grund af landets manglende støtte i forbindelse med USA's krig mod Iran.

I mailen bliver der fremlagt flere bud på, hvordan USA kan straffe de allierede, som ikke har bistået landet i krigen.

Falklandsøerne ligger ud for Argentina i Sydamerika og er et britisk oversøisk territorium. Øerne har været under britisk administration siden 1833.

Argentina har gjort krav på øerne, hvilket førte til Falklandskrigen i 1982 mellem Argentina og Storbritannien.