Den amerikanske præsident, Donald Trump, understreger endnu en gang, at Grønland bør kontrolleres af USA og ikke af Danmark.

- Vi kunne trække alle vores tropper ud af Europa, siger han under et møde med Tyrkiets præsident, Recep Erdogan, der er vært ved et Nato-topmøde i Ankara.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge den amerikanske præsident har Danmark ikke formået at investere tilstrækkeligt i Grønland.

- Grønland hjælper ikke Danmark. Danmark bruger ikke nok penge til virkelig at hjælpe Grønland, men det er en vigtig del for USA, lyder det fra den amerikanske præsident.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) sagde i slutningen af juni i et interview med Politiken, at der inden årets udgang vil være en løsning som følge af forhandlinger mellem den dansk-grønlandsk-amerikanske arbejdsgruppe, der har været i gang siden januar.

Forholdet mellem USA og Grønland og mellem USA og Danmark er anspændt, efter at Trump flere gange har ytret krav om at besidde Grønland, der er en del af rigsfællesskabet, af hensyn til national sikkerhed.

Grønland, USA og Danmark blev i januar enige om at nedsætte en arbejdsgruppe efter at den danske udenrigsminister og Grønlands daværende udenrigsminister Vivian Motzfeldt mødtes med den amerikanske vicepræsident, J.D. Vance, og udenrigsminister Marco Rubio i forbundshovedstaden Washington D.C.

RITZAU