Det er et emne, der er blevet diskuteret vidt og bredt i flere år: Hvorfor er det, at den amerikanske præsident Donald Trump nogle gange ser lidt orange ud?

Nu har han – med et glimt i øjet – selv givet svaret på, hvorfor det tilsyneladende forholder sig sådan.

Det skriver flere amerikanske medier som CNN og The Hill.

For årsagen er ifølge den amerikanske præsident noget så enkelt som lyspærer.

Helt præcist de energibesparende af slagsen.

Det fortalte Donald Trump – med en vis portion selvironi – under en tale foran medlemmer af Det Republikanske Parti torsdag i Baltimore, hvor han stærkt kritiserede netop de energibesparende lyspærer.

Både for at kaste ham i et uheldigt lys, men også fordi han mener, at de er alt for dyre:

»Folk spurgte om, hvad meningen er med de lyspærer. Jeg sagde: 'Her er historien', og jeg undersøgte det: De pærer, som vi bliver tvunget til at bruge, har – og det er nummer et og vigtigst for mig – dårligt lys,« forklarede han, før han med et skævt smil på læberne fortsatte:

»Jeg ser altid orange ud.«

Derefter holdt han en kunstpause, mens der lød latter i salen.

»Og det gør I også. Lyset er det værste,« tilføjede Trump.

Derudover kritiserede han – i en mere alvorlig tone – de energibesparende pærer for blandt andet at være langt dyrere end blandt andet dens forgænger, glødepæren.

Tidligere denne måned tilbagerullede Trump-administrationen et vedtag, som blev lavet under den tidligere præsident Barack Obamas administration, hvor man ønskede at udfase de traditionelle lyspærer, som er billigere, men dårligere for klimaet.

På det seneste har Trump derfor brugt de energibesparende lyspærer som et eksempel for at kritisere de eksisterende energi- og miljørestriktioner.

Tidligere på ugen nævnte han også det, han mener er dårligt lys, under en tale i North Carolina:

»Jeg er ikke en forfængelig person. Men jeg ser bedre ud under lys fra en glødepærer end under disse vanvittige lys, der skinner ned,« sagde han ifølge The Hill.