Trump-udsending forventer snarlige fremskridt i afvæbning af Hamas
Kushner har mødtes med repræsentanter for Israel og Hamas. Han venter snart fremskridt i plan for Gaza.

Kushner har mødtes med repræsentanter for Israel og Hamas. Han venter snart fremskridt i plan for Gaza.

Der kan inden for en måneds tid ske fremskridt i bestræbelserne på at få den militante palæstinensiske gruppe Hamas til at lægge sine våben og komme videre med en plan for Gaza.
Det siger Jared Kushner, som er USA's udsending og den amerikanske præsident Donald Trumps svigersøn, mandag ifølge nyhedsbureauet AFP i et interview med Fox News.
- Vi kan muligvis se fremskridt allerede om 30 dage, forhåbentligt ved at nogle af våbnene begynder at blive fjernet, siger Kushner.
Meldingen fra udsendingen kommer, efter at han har afsluttet to dage med møder i Mellemøsten.
Søndag holdt han møde med den nyligt udpegede leder af Hamas, Khalil al-Hayya.
Og mandag holdt Kushner møde med Israels premierminister, Benjamin Netanyahu.
USA's udsending vurderer desuden, at arbejdet med at lukke tunneler i Gaza kan ske inden for de næste 60 til 90 dage.
Tunnelerne er bygget af Hamas og har blandt andet til formål at kunne opretholde gruppens militære operationer under israelske luftangreb, skriver AFP.
- Fremskridt kan komme ret snart, men vi har behov for samarbejde fra begge sider, siger Kushner til Fox News.
USA's udsending siger, at han har holdt et møde med Netanyahu på næsten fire timer. Her forsøgte Kushner ifølge eget udsagn at berolige den israelske premierminister på flere af de punkter, hvor der har været uenighed.
- Der var nogle berettigede bekymringer på israelsk side, siger Kushner.
Han siger desuden, at Hamas enten frivilligt vil gå videre med en afvæbning inden for de næste 60 til 90 dage, eller at Israel ellers vil få langt større støtte fra USA og andre til at "gøre arbejdet færdigt på en passende måde".
Sidste måned meddelte Trump, at Hamas var gået med til i faser at lægge våbnene fra sig.
Det skulle ske under en plan på 15 punkter, som Trumps såkaldte fredsråd - Board of Peace - havde fremlagt.
Samtidig med at Hamas skulle lægge våbnene, skulle Israel trække sig ud af Gaza.
Hamas sagde, at gruppen støttede planen, men at implementeringen var afhængig af, at Israel også stoppede sine angreb og trak sig tilbage.
Siden har Netanyahu afvist planen og fastholdt, at Israel ikke trækker sig ud af Gaza, før Hamas er fuldstændig afvæbnet.
RITZAU