Trump trykker hånd med Xi ved usædvanlig lufthavnsmodtagelse
Donald Trump og Melania Trump var til stede, da Xi Jinping og hans hustru onsdag landede i USA forud for møde.
Donald Trump og Melania Trump var til stede, da Xi Jinping og hans hustru onsdag landede i USA forud for møde.
Kinas præsident, Xi Jinping, er sent onsdag dansk tid landet i USA forud for et møde med den amerikanske præsident, Donald Trump, som tog imod sin kinesiske modpart i lufthavnen.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Xi landede i et Air China-fly på militærbasen Joint Base Andrews i delstaten Maryland nær landets forbundshovedstad, Washington D.C.
Her udvekslede de to ledere et håndtryk.
En personlig modtagelse fra Trump i en lufthavn beskrives som usædvanlig.
Nyhedsbureauet Reuters kalder modtagelsen for et brud med den normale protokol.
Det er således første gang i 11 år, at en amerikansk præsident har taget imod en udenlandsk leder på Joint Base Andrews.
Det skete senest i 2015, da den daværende præsident, Barack Obama, tog imod pave Frans.
Også USA's førstedame, Melania Trump, var til stede ved ankomsten, hvor den kinesiske præsidents hustru, Peng Liyuan, landede sammen med Xi.
Det er første gang i næsten tre år, at Xi Jinping rejser til USA.
RITZAU