Donald Trump forsøger at lægge massivt pres på Hamas ved at true terrorgruppen med bål og brand.

I et opslag på sit eget sociale medie Truth Social sværger den amerikanske præsident at gøre en »brutal« ende på Hamas, hvis den militante palæstinensiske gruppe fortsætter med at opføre sig »badly,« som præsidenten udtrykker det. 

Trump skriver, at flere af USAs allierede i Mellemøsten er klar til at rykke ind i Gaza »med stor styrke« og »rette op« på Hamas, hvis gruppen ikke lever op til hans aftale om våbenhvile. 

»Talrige af vores NU STORE ALLIEREDE i Mellemøsten og områderne omkring Mellemøsten har eksplicit og kraftigt med stor entusiasme informeret mig om, at de ville byde velkommen til, på min anmodning, at gå ind i Gaza med en tung styrke,« skriver Trump blandt andet. 

Det skal ske, skriver Trump, hvis Hamas fortsat ikke lever op til våbenhvilen. 

»Der er stadig håb om, at Hamas vil gøre det rigtige. Hvis de ikke gør det, vil det være SLUT med Hamas – hurtigt, hårdt og brutalt!« skriver præsidenten.

Han benytter samtidig lejligheden til at takke de lande, der ifølge hans udsagn har ringet og tilbudt deres hjælp.

Den historiske fredsplan mellem Israel og Hamas, som blev underskrevet i begyndelsen af oktober, er i en skrøbelig tidlig fase.

Parterne anklager hver især hinanden for at bryde våbenhvilen. 

Israel beskylder Hamas for at forsinke tilbageleveringen af ligene af de gidsler, der har mistet livet i fangenskab. Det drejer sig om 15 lig, som Hamas endnu ikke har udleveret med henvisning til vanskeligheder med at bjærge dem ud af murbrokker. 

Det palæstinensiske nyhedsbureau siger derimod, at Israel i løbet af de seneste 11 dage har overtrådt våbenhvilen flere gange og dræbt mindst 80 palæstinensere. 

Den anden fase af Trumps fredsplan kræver en afvæbning af Hamas og understreger, at den militante gruppe ingen rolle skal have i den fremtidige styring af Gaza. 

Hamas har endnu ikke forpligtet sig til nogen af kravene.