Under angrebet på World Trade Center i New York i 2001 stod USA ansigt til ansigt med "den rene ondskab".

Det sagde USA's præsident, Donald Trump, fra talerstolen ved en mindeceremoni fredag ved forsvarsministeriet Pentagon 25 år efter angrebene.

- Verden vender aldrig tilbage til, hvad den var før den dag i 2001. På en dag som 11. september lærte vi, hvad et land virkelig er lavet af. At vi skal være både stærke og kloge, lød det fra Trump.

Præsidenten talte i et langsomt og afdæmpet tempo, og han benyttede desuden lejligheden til at sætte USA's krig mod Iran på dagsordenen.

- Det var en syg og forfærdelig terror.

- Og vi hylder de soldater, der lige nu arbejder for at sikre, at verdens største sponsor af terror, Den Islamiske Republik Iran, aldrig nogensinde får atomvåben, sagde Donald Trump og modtog en klapsalve fra publikum.

Præsidenten sluttede talen med at sige, at angrebene mindede USA om "hadets magt".

- Ingen kan nogensinde forberede sig på en dag som den 11. september. Men vi kan vælge at være den slags nation, som verden så i dagene efter, lyder det.

To kaprede fly fløj 11. september 2001 med kort tids mellemrum direkte ind i tvillingetårnene i World Trade Center i New York, og tårnene styrtede senere sammen.

Ud over angrebene i New York og på forsvarsministeriet Pentagon i Washington D.C. styrtede et fjerde kapret fly ned på en mark i Pennsylvania, efter at passagerer havde forsøgt at trænge ind i cockpittet.

Det samlede officielle dødstal ved angrebene - ikke medregnet angrebsmænd - var på 2977 mennesker.

Langt de fleste af de i alt 2977 personer, der mistede livet den dag i september 2001, befandt sig i eller omkring World Trade Center.

Området er i dag kendt som "Ground Zero".

RITZAU