Efter demokraten Zohran Mamdanis valgsejr i New York, står amerikanerne over for et valg mellem "sund fornuft" eller "kommunisme".
Sådan lyder det fra USA's præsident, Donald Trump, under en erhvervskonference i Miami i delstaten Florida, skriver The Guardian.
»Hvis du vil se, hvad demokrater i Kongressen ønsker at gøre ved Amerika, så se på resultatet fra gårsdagens valg i New York, hvor deres parti indsatte en kommunist,« siger Trump.
»Nu er demokraterne så ekstreme, at Miami snart vil blive tilflugtsstedet for dem, der flygter fra kommunisme i New York.«
34-årige Mamdani blev valgt som New York Citys nye borgmester efter byens indbyggere tirsdag stemte om, hvem der skulle sidde på posten i den amerikanske millionby.
I sin sejrstale sagde Mamdani, at valget af ham viser vejen til at besejre den amerikanske præsident, Donald Trump, skriver Reuters.
Trump har været en hård kritiker af den unge muslims socialistiske politik.
»Hvis nogen kan vise en nation, der er blevet forrådt af Donald Trump, hvordan man besejrer ham, så er det den by, der skabte ham,« sagde Mamdani
