Efterforskningen har varet i to år. Og nu er det sket.

Anklageren i delstaten Georgia har tiltalt USAs tidligere præsident Donald Trump for 13 forhold for forsøg på manipulation i forbindelse med præsidentvalget i 2020.

Det viser det 98 sider lange anklageskrift ifølge nyhedsbureauerne Reuters og AFP.

Yderligere 18 personer optræder i anklageskriftet – herunder Trumps advokat Rudy Giuliani og Trumps tidligere stabschef i Det Hvide Hus Mark Meadows, skriver Reuters.

Her ses Donald Trumps navn på anklageskriftet.
Her ses Donald Trumps navn på anklageskriftet. Julio Cesar Chavez/Reuters/Ritzau Scanpix

»Trump og de øvrige tiltalte, der er tiltalt i dette anklageskrift, nægtede at acceptere, at Trump tabte, og de indgik bevidst og velvilligt i en konspiration for ulovligt at ændre udfaldet af valget til Trumps fordel,« står der her.

Ifølge flere medier er de blandt andet tiltalt for 'ulovligt at have konspireret og forsøgt at udføre og deltage i kriminel virksomhed', efter at Trump tabte præsidentvalget i den amerikanske delstat Georgia.

Anklageskriftet drejer sig desuden blandt andet om dokumentfalsk, om at have afgivet falsk forklaring og at have chikaneret valgtilforordnede.

Det er en storjury ved en domstol i Fulton County i Georgia, som har indleveret anklageskriftet mod Trump og hans formodede medsammensvorne.

I spidsen står distriktsadvokat Fani Willis, og hun vil snarest forsøge at få Georgia-sagen for retten allerede inden for seks måneder.

»Vi vil have sagen sat i gang,« har hun tidligt tirsdag sagt på et pressemøde og understreget, at der efter normal procedure er udstedt arrestordrer mod de sigtede:

»Jeg giver dem muligheden for frivilligt at møde op indtil senest 25. august ved middagstid.«

Anklagepunkterne mod Trump og de øvrige hører under Georgias Rico-lov (Racketeer Influenced And Corrupt Organizations Act, red.), som sædvanligvis bruges i sager om organiseret kriminalitet.

Distriktsadvokat i Fulton, Fani Willis, står i spidsen for sagen.
Distriktsadvokat i Fulton, Fani Willis, står i spidsen for sagen. Elijah Nouvelage/Reuters/Ritzau Scanpix

Trump tabte ikke bare valget i Georgia – men også det samlede amerikanske præsidentvalgt i november 2020 til Joe Biden.

Men det er siden kommet frem, at han 2. januar 2021 forsøgte at overtale delstatens indenrigsminister, Brad Raffensperger, til at 'finde 11.780 stemmer', så Trump ville fremstå som vinder.

Det afviste den republikanske indenrigsminister dog at gøre.

Donald Trump har tidligere afvist at have gjort noget forkert i forbindelse med Georgia-sagen.

I en udtalelse kalder hans advokater sagsfremstillingen for 'chokerende og absurd'.

»Vi ser frem til at foretage en detaljeret gennemgang af anklageskriftet, som uden tvivl er lige så fejlbehæftet og forfatningsstridig, som hele denne proces har været,« lyder det fra Drew Findling, Jennifer Little og Marissa Goldberg.

Det er fjerde gang, at der rejses tiltale mod Donald Trump på bare fem måneder. Samlet set er der i sagerne nu rejst 91 tiltaler mod ham.