Donald Trump fastholder påstande om valgfusk i video, hvor han beder demonstranter stoppe uroligheder.

LIVE-TV: Følg den dramatiske udvikling i Washington her i B.T.s live-blog

USA's præsident, Donald Trump, adresserer i en video uroen i Washington, hvor hans tilhængere har tiltvunget sig adgang til Kongressen.

I videoen gentager han sine påstande om, at der er foregået valgsvindel. Han giver samtidig udtryk for, at han forstår demonstranternes "smerte".

»Vi havde et valg, der blev stjålet fra os,« siger han og fortsætter:

»Men I skal gå hjem nu. Vi skal have fred. Vi skal have lov og orden.«

»Vi skal have fred. Så gå hjem, vi elsker jer. I er meget særlige. Jeg ved, hvordan I har det. Men gå hjem, og gå fredeligt hjem,« siger Trump.

/ritzau/