»Folk som dig, der udviser modbydelig adfærd, mister al troværdighed.«
En amerikansk journalist og en talsperson for Det Hvide Hus har begge natten til torsdag sat nogle ord på et skyderi, der har fundet sted i Washington, D.C., hvor to soldater fra Nationalgarden onsdag blev ramt af skud og endnu ligger indlagt i kritisk tilstand.

Det var journalisten Jane Mayer, der arbejder hos The New Yorker, som først satte nogle ord på situationen i et opslag på det sociale medie X:
»Det er så tragisk, så unødvendigt, disse stakkels soldater skulle aldrig have været indsat,« skrev hun med henvisning til, at landets præsident, Donald Trump, i august indsatte flere hundrede tropper fra Nationalgarden i storbyen.
I august forklarede Trump ifølge ABC News, at det skete for at bekæmpe den stigende kriminalitet i byen, mens byens statsadvokat omvendt har udtalt, at kriminalitetsstatistikker viser, at det har været faldende, og at voldelig kriminalitet i distriktet sidste år nåede det laveste niveau i 30 år.
»Jeg bor i D.C. og så, hvordan de (Nationalgarden, red.) stort set ikke havde andet at lave end at samle affald op,« skriver Jane Mayer videre i sit opslag:

»Det var for et politisk show, men til hvilken pris.«
Hendes kommentar fik Steven Cheung, der er talsperson for Det Hvide Hus, til at reagere og sende en kras besked i hendes retning:
»Jane, med al respekt, shut the fuck up med at forsøge at politisere denne tragedie,« skriver han natten til torsdag dansk tid på X.
»De (soldaterne, red.) beskyttede Washington, D.C. og forsøgte at gøre landets hovedstad mere sikker. Folk som dig, der udviser modbydelig adfærd, mister al troværdighed. Ikke at du havde nogen til at begynde med,« tilføjer han.
Jane Mayer har på nuværende tidspunkt ikke reageret på kommentaren fra Cheung.
Flere andre i kommentarsporet hos talsmanden har dog reageret og kritiseret hans tone, ligesom flere mener, at han selv politiserer sagen.
De to soldater fra USAs Nationalgarde blev onsdag eftermiddag lokal tid skudt i fuldt dagslys i den amerikanske forbundshovedstad, Washington, D.C.
En person er blevet tilbageholdt i sagen.

Donald Trump holdt natten til torsdag dansk tid en videotale, hvor han kaldte skyderiet for en terrorhandling.
Han fortalte videre i sin tale, at den mistænkte gerningsmand er en afghansk statsborger, der kom ind i USA fra Afghanistan i september 2021.
Du kan følge udviklingen i vores liveblog lige HER.

