Den afdøde, dømte sexforbryder Jeffrey Epstein bliver ved med at hjemsøge den amerikanske præsident.
Og mandag satte Donald Trump så ord på, hvordan forholdet til Epstein, som han har brugt lang tid på at nedtone, sluttede.
Det skete på et pressemøde på Trumps golfbane Turnberry i Skotland.
»Det er så gammel en historie, meget let at forklare, men jeg vil ikke spilde jeres tid med at forklare den,« lyder det fra Trump ifølge AP.
Men forklare, det gjorde han alligevel. Forholdet til Epstein stoppede ifølge Trump, fordi 'han gjorde noget, der var upassende'.
Præsidenten forklarede, at Epstein hyrede nogle af Trumps ansatte.
»Han ansatte hjælp, og jeg sagde: 'Det gør du ikke igen'. Han stjal folk, der arbejdede for mig. Han gjorde det igen, og jeg smed ham ud af stedet (Trumps sted i Florida, red.), persona non grata.«
»Jeg smed ham ud, og det var det. Jeg er glad for, at jeg gjorde det, hvis I vil vide sandheden,« siger Trump.
Epstein begik selvmord i 2019 i fængslet, inden han nåede at komme for retten. Her var han tiltalt for at drive en ulovlig prostitutionsring og seksuelt udnytte mindreårige piger gennem en lang årrække.
Siden er sagen igen eksploderet på grund af de såkaldte Epstein-dokumenter.
Under valgkampen i 2024 sagde Trump, at han ville overveje at offentliggøre dokumenter fra sagen mod Epstein.
Ifølge anklagerne blev pigerne misbrugt af Epstein og hans bekendte.
Angiveligt findes der en liste over Epsteins kunder, som Trumps bagland - MAGA-bevægelsen - vil have gjort offentlig. De hævder, at flere prominente demokrater har været blandt Epsteins kunder.
Men anonyme kilder har berettet, at også Trump er nævnt i dokumenterne.
Tidligere på måneden lød det fra det amerikanske justitsministerium, at der ikke findes beviser for, at Epstein havde en liste med specifikke navne.
Efterfølgende er Trumps administration blevet beskyldt for at dække over detaljer om Epsteins forbrydelser.