»Jeg tager en lille pille hver dag,« sagde Donald Trump på et pressemøde mandag.

I omkring halvanden uge har USA's præsident taget 'en lille pille' af det omdiskuterede hydroxyklorokin som forebyggelse mod coronavirus.

Medicinen er et middel mod malaria, som Trump har talt varmt om som en mulig mirakelkur under pandemien.

Sundhedseksperter har dog betvivlet effekten af det og advaret mod potentielt farlige bivirkninger. Det stopper dog ikke præsidenten.

»Jeg synes, det er godt. Jeg har hørt en masse gode historier,« svarer han til spørgsmålet om, hvorfor han tager medicinen, der ikke er godkendt som en behandling mod coronavirus.

Præsidentens egen læge har givet grønt lys til det, fordi han mener, at de positive effekter opvejer risikoen. Det er dog stadig et emne, som deler vandene blandt eksperterne - også i Danmark.

Praktiserende læge Stig Ekkert, som siden februar har talt varmt om hydroxyklorokin, ser intet problem i, at Trump tager medicinen.

»Præsidenten er nok det menneske i verden, som er mest overvåget af læger. Det understreger, at det er noget vrøvl, når nogen siger, det er farligt,« siger han.

Præsidenten har i mere end en uge taget malariamedicn forebyggende mod coronavirus. Beslutningen er truffet efter "adskillige diskussioner" med hans læge. Arkivfoto.
Præsidenten har i mere end en uge taget malariamedicn forebyggende mod coronavirus. Beslutningen er truffet efter "adskillige diskussioner" med hans læge. Arkivfoto. Foto: POOL
Vis mere

»Hvis det var det, så ville han ikke få lov til at tage det.«

Stig Ekkert har også selv ønsket at behandle sine patienter med medicinen, hvilket han meldte ud i en pressemeddelelse i slutningen af februar. Det medførte dog til en kritik fra Lægemiddelstyrelsen.

Hydroxyklorokin er nemlig ikke godkendt til behandling mod corona, og der mangler stadig tilstrækkelig videnskabelig dokumentation for dets effekt.

USAs lægemiddelstyrelse har ligesom i Danmark advaret mod at bruge malariamedicinen mod coronavirus uden for kliniske forsøg og hospitaler med streng overvågning.

Bekymringen er, at hydroxyklorokin som bivirkning kan medføre livsfarlige ændringer i patienternes hjerterytme. I Stig Ekkerts optik er det dog langt fra så farligt, som det bliver gjort til.

»Det har ikke noget på sig - ikke i lægehånd. Folk skal ikke rende rundt og spise det som bolsjer, men det er nok blandt det mest ugiftige medicin, vi har.«

Stig Ekkert er en af initiativtagerne til et større forsøg på Hvidovre Hospital, hvor hydroxyklorokin skal testes som behandling på danske patienter.

Det er Thomas Benfield, der er overlæge og professor i infektionsmedicin, som står i spidsen for forsøget. Han er til gengæld mere kritisk omkring Trumps opsigtsvækkende valg.

»Det er absolut ikke en god ide at tage det præventivt. Man skal ikke bruge det uden for et klinisk studie,« siger han.

Sådan, som det ser ud nu, er der stadig ikke bevis for, at medicinen virker som behandling eller præventivt, som præsident Trump bruger det.

»Risikoen er, at man kan få problemer med hjerterytmen. Når han fortæller, at han bruger det, så vil nogen måske også se det som en anbefaling.«

I flere lande har man testet - og nogle steder tester man fortsat - hydroxyklorokin på coronapatienter. Det gælder blandt andre læger i Sverige, der dog efterfølgende har indstillet brugen af midlet, fordi der kom flere eksempler på alvorlige bivirkninger.